Et nyt hjem?

Årstid:: Forår, næsten sommer?
Dato:: 15/04-10.
Dag:: Hmm.. torsdag.
Tid:: Tidligt på dagen. Middagstid? xD
Sted:: Foran Lejren.
Omkring:: Træer, Lejren, buske.. ja, natur..
Påklædning:: Lyserød hættetrøje, blå jeans, røde AllStars.

Elina sad på jorden. Hun sad et stykke fra Lejren og rev et blad i stykker. Eller, hun så ikke rigtig efter hvad hun gjorde ved bladet, da hun spejdede nysgerrigt rundt. Hun var ivrig efter og se, hvad der ville ske. Hun skulle egentlig være i skole, da der var sket noget underligt. Et slags.. menneske gik pludselig til angreb på hende - Det var ikke første, sådan noget var sket. Men det var slemmest, denne gang. Elinas tøj var blevet revet i stykker, hun havde rifter overalt - Hun var flygtet, selvom hendes lærer havde råbt og skreget efter hende. De var nemlig igang med en prøve og ingen måtte forlade lokalet, før timen var forbi. Elina var flygtet alligevel. Hun var løbet væk fra skolen og hjem til sig selv. Dér havde hun fortalt det til sin far, som med ét blev bekymret. Hun måtte afsted - hvorhen, vidste Elina ikke. Men væk måtte hun åbenbart. Hendes far havde tegnet et kort til hende. Hun havde løbet ruten og var nu endt her. Halvgudslejren stod der. Hun så op mod træerne og derefter mod buskene. Hun var begyndt og føle sig dum. Måske var det en joke? Et uhyre? Det dumme kort? Lejren?! Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke bare sidde her. Men hun kunne heller ikke bare gå ind. Elina var høflig. Hun brød ikke om, bare og bryde ind et eller andet sted. Slet ikke i en lejr. Der kunne være flere end hundrede mennesker. Hvad ville de ikke tro? Hendes tøj var jo i stykker og rifterne! Medmindre hun havde fået besked på det? Elina rejste sig op og nærmede sig langsomt. Hun fægtede med armene, hvis nu der sktete noget. Der skete ikke noget.. Hun bed sig nervøst i læben og løb så hen til sin taske igen, som lå på jorden, der hvor hun før havde sat. Hun satte sig og så nervøst omkring..

Sophia havde sidtet oppe i et af træerne, som stod ved siden af indgangen til lejeren. Lige nu, sad hun på en gren over Elina. Hendes læber var fortrukket i et smil, men det var absolut den eneste bevægelse på hele hendes krop. Hendes evne gjorde jo hende i stand til at side heeelt stille, og være helt uset. Så slap hun grenene, og lod sig falde ned igennem de grønne blade. Hun elskede lige præcis dette. At hoppe ned igennem blade, og vente på den bløde jord, imellem de bare tær. Hun landede elegant, yndefuldt og helt lydløst, foran Elina. "Hvilken kat trådte du på halen?" spurgte hun drillende, og sendte hende et meget venligt smil. Det så faktisk ud som om en kat havde overfaldet hende, og ødelagt hendes tøj. "Men velkommen til HALVBLODSLEJEREN!" Hun sørgede for at sige ordet med så meget mystik, at det faktisk lød til overdrevet.

Elina gav et forskrækket hvin fra sig, da pigen lanede foran hende. Hun krøb sammen og glippede forskrækket med øjnene. Hun slog armene om sig selv og trippede forskrækket på stedet. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige.. derfor gik der lidt tid. "Æh, tak?" sagde hun lavmældt. Hun var tydeligvis en smule.. bange for pigen. Men mere glad for, at der nu var en hun kunne tale med. Nu var hun jo ikke alene mere. Måske vidste pigen, hvad hun kunne gøre. "Øh.. hej.. jeg hedder Elina.. og, æh.. ved du hvad jeg skal.. jeg mener, hvad er det her for en lejr?" spurgte Elina, stadig med store øjne. Hun betragtede bare pigen, mens hun ivrigt ventede.

Sophias ansigt var bare malet med et stort smil, som var et ægte et. Hun kunne godt se at hun havde forskrækket den nyankomne, men det var jo meningen. Og hvem var ikke blevet bare lidt overasket over en pige, som landede foran en? "Men så velkommen her til lejeren, Elina." smilede hun, og rakte sin hånd frem i en venlig gestus. "Og lejeren.." Med vilje lød hun helt vildt ond, altså som om lejeren var et forfærdeligt sted. "..er helt vildt seej! Du skal bare vide at det kun er de bedste ting i dit liv som foregår her!" forsikrede hun leende, og trådte til siden så Elina kunne se på lejeren. "Det er her halvguderne bor, sjovt nok."

Elina trykkede pigens hånd og så, så imod lejren. Hun havde ingen ord lige nu. Hvad kunne hun også sige. Vent! Hvad?! "Halvguder?!" spurgte hun og stirrede på pigen med endnu større øjne. "Nej? Jamen, hov.. så er jeg vidst.. æh, gået forkert.." mumlede hun og drejede om på hælen. Hun tog sin taske og tog den over skulderen. Hun vendte sig om mod pigen. "Jeg beklager." sagde hun og nikkede høfligt. "Det var hyggeligt og møde dig, men nej tak. Jeg er bare en pige. Ingen, æh.. halvgud." smilede hun og drejede atter om på hælen, så hun stod med ryggen til pigen..

"Næh duuh, du kan tro nej!" Sophia lagde sin hånd på hendes skulder, og holdte hende i et jerngreb. Hun så ikke bare stærk ud, hun var også utrolig stærk. "Du er helt sikkert ikke en hel almindelig pige. Jeg ved bare hvornår folk er halvguder!" grinede hun og trak hende tilbage mod lejeren.

"Jamen.." begyndte Elina forskrækket. Hun gjorde ikke modstand. Hun tav også. Det ville ikke nytte og protestere. Hun vidste så atter ikke hvad hun skulle sige. Så hun protesterede alligevel. "Jeg er ingen halvgud! Det' ikke min skyld, at jeg.. æh, blev angrebet af.." jamrede hun og smilede. "Katten! Det var et uheld! Jeg løb en tur også.. nåede jeg her!" peb hun og så ned imod sin taske. Korten hang ud af tasken. Hun bed sig i læben og gemte det helt væk.

Sophia vendte hende hurtigt om, så de stod ansigt til ansigt. Sjovt nok passede Sophias mørke øjne, til hendes smukke, røde hår. Hun skulle lige til at sige at hun ikke hoppede på den, og at den ikke var særlig sjov, men hun sagde ikke rigtigt noget i starten. "Helt ærligt, rigtige mennesker kan ikke gå herind!" hun pegede fraværende på indgangen, som de lige var gået igennem. "Det er ligesom en usynlig mur var? Og det er KUN halvguder! Jeg ved det er mærkeligt.. Og jeg forstår dig. Jeg havde det også sådan da jeg ankom." forsikrede hun, hende.

Elina så bare på hende. "Øhm.. okay: jeg prøver så.." mumlede hun og tog en dyb indånding. "Æhmm.. så jeg.. jeg er altså en halvgud?" spurgte hun og bed sig nervøst i læben. Hun betragtede pigen. Hun så, så imod lejren og mærkeligt nok, kom der et smil på hendes læber. Et lettet smil. Måske kunne hun starte på ny, - uden og skulle tænke på flere angreb i løbet af en dag?! Elina smilede stort og så på pigen. Hun så, så alvorlig ud. ”Hvad gør man her i lejren? Altså.. hvad kommer der til og ske?” spurgte hun og så bare på pigen med sine grå, smilende og nysgerrige øjne..

Sophia blev ældevild, da hun fandt ud af at Elina faktisk troede på hende nu. Så satte hun hjernen i blød for at finde på et passende svar. "Tja, for det meste hygger vi bare, men der er selvfølgelig også ting at lave," startede hun, og sendte en venlig tanke til Catherin. "Tja, og der er der også nogle lærer som skal lære os nogle ting. Altså våbenbrug og bla. bla. bla. Men som halvgud har man også en evne. Og den skal du også lære at styre." Hun betragted hende, med et svagt smil.

Elina smilede let. Hun tog sig til hovedet. "Ok.. okay.." brummede hun. Det lød ikke overbevidst - det var hun heller ikke. Hun smilede let og tog hænderne i siderne. "Okay." sagde hun så og lød mere bestemt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre - eller sige, så hun sagde eller gjorde ingenting. Hun betragtede bare pigen. "Jo.. hvad hedder du egentlig?" spurgte hun og smilede venligt. Elina ville prøve et emne, som tilhørte noget, hun rent faktisk troede på.

Sophia kunne ikke lade være med at grine lidt af Elina. Helt ærligt, sikke en neutral pige. Sophia kunne bare ikke lade være med at elske hende ^^ "Øhmm, Sophia. Og her plejer man at sige hvilken gudeforfædre man har. Og jeg er datter af Artemis - jægergudinden." Hun var ikke sikker på at Elina viste noget om guderne, eller noget. Men det burde hun jo. Men Sophia kunne vel lige så godt lære hende op fra begyndelsen.

Elina smilede og bed sig i læben. Hun forstod ikke lige hvorfor, hun grinede. Af hende måske? Hun trak let på skulderne og smilede skævt. Hun var forvirret. Rigtig, rigtig meget forvirret. Hun fattede ingenting af det her. Folk kunne da ikke bare rende rundt og bruge våben, bare sådan? Og hvad var der lige med halvguder og forældre som guder? Det lød mærkeligt. Meget endda. Folk er da kun født af mennesker, ellers er man da.. et rumvæsen fra det ydre rum? Men nej, man kunne åbenbart godt have en gud som forælder. Elina trippede let på stedet. Hun var taknemmelig for, at Sophia forstod hende. Hun hadede og lyde dum! Hvilket hun sikkert gjorde..

Sophia sendte hende et opmuntrende smil. "Jeg kan godt forstå at du ikke ved noget om guderne?" Hun løftede sit ene øjenbryn, men på en positiv, målende, måde. "Tja, men så skal vi igang med noget dediktiv-arbejde så vi kan finde ud af hvem din gudeforældre er! Er du vokset op med en mor, eller en far?" spurgte hun nysgerigt. Hun elskede bare det her, og kunne slet ikke lade være med at lave en leg ud af det.

Elina trak let på skulderne og smilede skævt. ”Øh, jeg ved ikke så meget, selvom vi lavede et teater stykke en gang i 6 klasse på min gamle skole..” mumlede hun og smilede. Hun betragtede hende og så rundt omkring. ”Øh.. jeg er vokset op med min far. Min mor forlod os.” sagde hun og strålede så. ”Jeg er også vokset op med min hundehvalp, Bibble!”. Elina skar en grimasse. Okay, dét kunne hun sagtens ha’ beholdt for sig selv.

Sophia elskede hunde, og var blevet knust over at de var forbudte på klostret. "Aha, så er det nok en gudinde." sagde hun fraværende, da hun endelig havde sluppet tanken om hendes hund. Hun var jo faktisk ret tæt knyttet til dyr, da hun jo var jæger. Hun vendte igen tilbage til virkeligheden, og sendte hende et opmuntrende smil. "Er der noget som du kan, som ingen andre kan?"

Elina strålede. "En.. en gudinde?" spurgte hun. Et stort, bredt smil kom over hendes læber. Hun svajede let fra side til side. En gudinde. Det lød vildt godt. Elina Hopkins havde en gudinde som mor? Hvor sejt! Elina strålede mere og mere, jo flere tanker der kom. Hun rystede så på hovedet. "Øhm.. det ved jeg faktisk ikke. Jeg plejer normalt bare og sidde for mig selv. Jeg er ikke god i skolen, da jeg ikke forstår de ting, som vi skal læse og sådan. Far siger, at det er min ordblindhed og sådan, men alligevel. Noget jeg er god til, som ingen andre kan.. hmmm..." brummede hun og så tænksomt rundt. Hun kunne ikke komme i tanken om noget, lige nu. Alle hendes tanker var et andet sted.

Tanken om ikke at kunne hjælpe Elina med at finde hendes gudinde-mor, gjorde hende utrolig trist. Hun ville i det mindste prøve lidt. "okay... Ømh, er der noget andet som er et eller andet kendetegn? Smykke, ar, modersmærke eller noget? Smidighed, fx, eller et lille mærke et sted?" Hun rynkede panden. Tanken om at Elina faktisk kunne være ret tæt beslægtet til hende, gjorde hende helt vildt stolt.

Elina strålede og så ned af sig selv. Hun tog fat omkring sin sølv kæde, som bar. Hun tog vedhænget frem, som havde været gemt under hendes t-shirt. Det var en sølv ugle, som vedhænget var formet som. Elina smilede. ”Far fortalte, at mor gav mig den på, inden hun forlod mig. Han sagde, at jeg aldrig måtte tage den af, hvilket jeg heller aldrig har gjort.” forklarede hun og smilede stort. Hun så på Sophia, mens hun holdte vedhænget frem.

Først lagde hun ikke så meget mærket til den, men bare det hun sagde. At hun aldrig tog den af. Så fniste hun svagt, men kom så tilbage fra hendes egen lille drømmeverden. "AHA! Det er et utrolig godt spor! Det er jo en ugle!!" Et utrolig stort smil bredte sig ud over hendes ansigt, og hun betragtede halskæden. Hvem var det nu som havde en ugle på skuldren.. Hun kunne ikke lige huske det ^^

Elina smilede og gav slip om vedhænget, så det hang imod hendes t-shirt. Man kunne stadig se uglen. Hun smilede og betragtede Sophia. ”Øh, aner det ikke?” svarede hun dumt og lagde armene over kors. Okay, hun vidste ikke så meget om de græske guder, dét ville hun hjertens gerne indrømme. Men det var da dumt? Hvorfor havde hendes far egentlig ikke fortalt noget? F.eks., at hendes mor var en gudinde?! Elina strålede og smilede stort for sig selv.

//Jeg kommer omlidt (:
- Jeg skal lige hurtig spise, så er jeg tilbage igen omlidt

Sophia var næsten helt væk i sine tanker, og kunne næsten ikke høre hendes stemme. "Tja, det kan jeg godt forstå. Der er jo helt vildt mange." grinede hun. "Men jeg tror lige jeg har den på tungen..." Hendes pande var rynket, hvilket den jo aldrig var. Altid glat som en vandflade. "Tja, jeg tror det er noget med intiligens.."

Elina smilede let og hævede begge øjenbryn. Hun havde faktisk mistet tråden, om hvad de faktisk talte om. Hun tog hænderne i siderne og betragtede hende bare. ”Øh..” brummede hun og så sig omkring. Elinas tanker faldt selvfølgelig i det samme sted igen: Mor = gudinde. Hun kunne simpelthen ikke få det ud af hovedet! Hun prøvede og koncentrede sig, selvom hun havde glemt hvad de helt præcist snakkede om, men hun kunne ikke få tanken ud.

Pludselig begyndte Sophia at smile, og det var et meget stort smil. "Jeg ved det Elina!" grinede hun, og drejede en gang rundt om sig selv. "Jeg ved hvem din mooaar eeer!" grinede hun, og rodede sig i håret.

Elina lavede store øjne og hoppede på stedet af nysgerrighed. ”Hveem?!” spurgte hun ivrigt og slog ud med armene. Hun ville virkelig gerne vide hvem hendes mor var. Det var så spændende! Hun trippede ivrigt på stedet og lagde armene over kors, slog ud med armene, lagde armene over kors. Elina smilede stort, mens hun ventede ivrigt..