pigen i skoven- Sophia

Årstid:: irl
Dato:: irl
Dag:: irl
Tid:: sen eftermidag
Sted:: skoven
Omkring:: ingen
Påklædning:: en hvid kjole http://www.twpeacock.com/twp/images/front%20back%20white%20funeral.jpeg

Dina stod i en lillelysning med lukkede øjne og sang eller rettere nynnede højt og planterne rundt omkring hende voksede, en lille rosenbusk blev pludselig
stor og det var som om dens grene rakte ud efter Dina ikke på en truende måde

Sophia havde hoppet lidt rundt i skoven, og så - underligt nok - havde hun lagt mærket til en pige, som så ud til at lave noget spændene. Hun lod sig hænge med hovedet ned af en gren fra et træ, lige over Dina. Hun betragtede planterne, og lyttede til hendes nynnen. Var det... hendes evne?

Dina åbnede langsomt hendes øjne og så en pige hænge med hovedet ned af og Dina stoppede bræt op med at synge/nynne og blev rød i hovedet hun var lidt flov over at en anden så hende nynne/synge "h..hej" sagde Dina nærvøst da hun stoppede med at synge stoppede planterne med at vokse

Sophia så smilende på hende, og strøg noget hår til side, så hun kunne se hendes ansigt, men det faldt bare tilbage igen. "Heij!" sagde hun, og smilede stort. "Hvad er det du laver?"

Dina tøvede lidt men smilte så "hjælper planterne med at vokse" sagde Dina det var jo hendes evne, hun kunne få planter, træer blomster o.s.v. til at vokse "jeg hedder Dina, jeg er datter af Demeter gudinden af agerbrug" sagde hun

Sophia havde haft ret, og det gjorde hende bare i endnu bedre humør. "Uha, jeg elsker planter! Navnet er Sophía Fengári, og datter af Artemis - jæægeren." Hun gjorde store øjne, og smilede bredt. Hun lod sig elegant falde ned på skovbunden.

"hvad er din evne?" spurte Dina med et venligt smil og betragtede Sophia

Sophia gjorde hunør, og bukkede. "At være den fødte jæger - at være et med skoven." Hun lød utrolig agent-agtigt ved den sidste sætning. "Men jeg dræber selvfølgelig ikke dyrene!" udbrød hun forfærdet. Der var nogle som troede det...

"ehh en jæger der ikke jager?" sagde Dina og grinte men hun havde det på samme måde, at være et med skoven og ikke at dræbe "vi har det på samme måde" sagde Dina med et varmt smil "hvad laver du her ude?" spurte hun

"Jeg er her altid, jeg elsker bare skoven." Hun trak på skuldrene, og så lidt på de ret høje planter.

"jeg har været her hele natten " sagde Dina og hendes mave knurrede og Dina grinte hun havde ikke fået noget at spise siden imorgen og nu var det jo sen eftermidag vinden kom og blæste i træerne og Dina stoppede med at grine og begyndte at lytte hun kiggede op på træerne og var helt stille "når" sagde hun kort

Sophia kløede sig i nakken, med et løftet øjenbryn. Selv ville hun helt sikkert ikke have klaret sig i så lang tid uden mad... Men jo, selvfølgelig kunne hun bare have plukket nogle bær, og tygget på nogle rødder. Faktisk lød tanken ganske indbydene.

"kan vi ikke lige hurtig smutte forbi mig? " spurte Dina og pejede længere ind i skoven "der ligger et hvidt pale med rosenbuske rundt om ikke så langt væk der er der jeg bor sammen med mine søkende og onkel" sagde Dina

Sophia smilede varmt, og strøg noget hår om bag øret. "Selvfølgelig. Det lydder hyggeligt." Hun gik over til Dina, så de igen stod ved siden af hinanden.

/nyt profilbilled? det pænt xD//


Dina smilte og begyndte at halvløbe men ventede dog på Sophie, Lidt efter ankom de til et hvidt pale med rosen huske rundt om som et form for hægn xD
det var dog lidt højre end Sophie og Dina. Dina løb hen til den store dør og bankede på man kunne faktisk høre ekoet inden i paleet

// Jamen tak ^^ *Elsker at få ros ^^*

Sophia holdte sig ved Dinas side, værken hurtigere eller langsommere, og stoppede op da de nåede paléet. Det var utrolig fint, og Sophia kunne mærke en helt utrolig aura omkring stedet. Det var så nemt at elske. Mest af alt havde hun bare lyst til at sætte af, og springer over rosenhækkene, men ville ikke gøre det, hvis nu hun kom til at ødelægge noget.

Palet var smukt men ogaå lidt ensomt, en ung mand åbnede døren han havde samme hår farve som Dina og og øjnene var også den samme farve "jeg har taget en gæst med hjem, det her er Dina, Dina det er min storebror Aaron" sagde Dina og Aaron smilte venligt han sagde dog ikke noget han så ud til at være lidt stresset og Dina gik inden for

Sophia nikkede svagt, som en slags gestus, og strøg noget hår om bag øret. "Hyggeligt at møde dig Aaron," hun sendte ham et venligt smil, og ud fra hans udseende fortalte hun sig selv at han måtte være Dinas bror.

Dina trak sophia blidt indenfor og op af trapperne hen af vejen mødte de en pige hun var nok 10-11 år hun havde langt blond/hvidt hår og lukkede øjne (pga hun er blind) og hendes krop så ret svag ud men hun var meget smuk "velkommen tilbage" sagde pigen til Dina da hun kom gående ned af gangen "hvem er vores gæst?" spurte hun "Aiza? hvad laver du her ude, det er meningen du skal vile dig" sagde Dina med en lidt bekymret stemme "det her er min lillesøster Aiza, Aiza det her er Sophia hun er også en halvgud" sagde Dina

Sophia forstod ikke hvorfor pigen havde lukkede øjne, men hun ville ikke være så uhøflige at spørge, selvom hun dog ikke plejede at skænke det en tanke. Hun krummede sine bare tær sammen, og lod den så slappe af igen. Og hvorfor skulle hun hvile sig? Sophia ville spørge Dina senere, men ikke lige foran hende. "Hyggeligt at møde dig Aiza... Jeg er datter af Artemis, hvis det skulle intresere dig.."

Dina fulgte Aiza ind i et værelse det var helt hvidt, hvidt senge tøj, hvide møbler, hvid gerdin (staves) , hvide væge det eneste som ikke var hvidt var gulvet Dina lukkede døren efter sig og smilte til Sophia "Aiza er blind hun mistede synet for et år siden, hendes krop er meget svag hvilke gør hun altid er syg " forklarede Dina

Sophia syntes med det samme at rummet var alt for trist, og alt for ... der var i hvert fald ikke farver nok efter hendes mening, men da hun hørte hvorfor, blev hun pludselig trist på en helt anden måde. Hvor var det bare synd for hende! Sophia kunne hade guderne for at de havde skabt sådan nogle liv, sådan havde hun det bare nogle gange, selvom hun talte om deres forældre. "Hvor er det bare trist," var det eneste hun kunne sige.

"Aiza har altid haft en svag krop men for et år siden faldt hun ned af en trappe og ind i en vase du kan vel gætte dig til resten hun har venet sig til det nu men ja det er syndt " sagde Dina og viste Sophia rundt i huset "normalt er der også 2 husholderske og min onkel men de kommer først tilbage i aften"

Sophia gøs over at høre uheldet, men kom hurtigt tilbage til samtalen igen. "Så i er helt alene hjemme? Hvor lang tid har han været væk?" Hun klæede sig i nakken, og smilede svagt.

"i et halvt år " sagde Dina og smilte "min storebror, Aaron, har været den der har passet på os i den tid onkel havde været væk" sagde Dina