Lejrbål^^

Årstid:: Sommer.
Dato:: 14/9
Dag:: Lørdag aften.
Tid:: Lidt over Midnat.
Sted:: Lejrbålet.
Omkring:: Ingen andre Aithan.
Påklædning:: Hans sorte læder rustning.


Aithan sad ved bålet og spillede en lille melodi på hans violin, denne violin var ikke særlig eller noget form for det, en helt almindelig en, han spillede en lille melodi han kunne huske fra hans barndom, 'Lestat violin solo', hurtigere og hurtigere spillede rytmen indtil den var så hurtigt at han ikke kunne spille den hurtigere.
Aithan stoppede op, han kunne høre noget i skyggerne omkring bålet, han lagde violinen fra sig, han stilte sig hurtigt op, han begyndte at gå rundt om bålet for at kigge, kigge mod skyggerne, kigge om der var nogen der ville gøre noget imod ham? Et komplot? Måske? Måske ikke? Han tog hans chakram, CHakramen var et en lille guld ring, som var skarp så skarp at den kunne gennemborer et træ, han holdte den klar så han kunne kaste den hvis han nu blev angrebet, han gik stille rundt i skoven som var ved siden af lejrbålet, stille gik han frem, så stille at han kunne hører næsten alt hvad der var omkring ham, det var enkelt at kunne se, at denne Halvgud, havde kæmpet og jaget i flere år, han havde jo været opvokset her, lige siden han blev født, blev han sendt her hen, man vidste ikke hvad for en far eller mor han havde fra guderne, han vidste bare at han ikke havde fundet hans evne endnu.

Eirene havde været indenfor, for at få sig en bid natmad. Hun havde før det, ligget og sovet, men var stået op, da noget larm udenfor hendes vindue, havde forhindret hende i at sove. Så havde hun opdaget at Aithan ikke var på værelset, og var stået op, og gået ud for at finde ham. Han måtte jo være et sted på campen. Hun hørte lyde, nede ved lejrbålet, som stadig var tændt. Nogen måtte have været oppe for at lægge brænde på.
"Aithan!" Kaldte hun, men intet svar kom tilbage. Det kunne selvfølgelig også være nogen andre. Men hun savnede ham, og ønskede ham tilbage hos sig. Det gik bare ikke rigtig, at skulle sove uden ham. Hun kiggede sig omkring, og sukkede; Hun måtte ind i skoven. Hun var kun iført en natkjole, og et par allstars - simpelthen fordi det var det hurtigste. Hendes hår var sat i en lang fletning ned langs skulderen, selvom hun brød sig bedst om det løst. Hun gik mod skovbrynet, og kiggede sig fortvivlet omkring. Hvor kunne han være henne? Hun gik videre, selvom hun intet kunne se. Den eneste del af skoven hun kendte godt, var den smukke sø som skulle ligge et sted blandt alle de vilde træer og planter. Hun var der selv ofte - der var ikke mange der kendte til stedet, fordi det lå dybt i skovens indre. Lige nu, var det dog umuligt at finde, på grund af mørket.
"Aithan! Er du der?" Kaldte hun ud i mørket.

Aithan, hørte, han hørte hans navn blive kaldt op, stemmen, denne stemme som råbte hans navn, var perfekt, han kunne med det samme kende, han vidste hvem hun var? Hun var datter af Posidon, havet og gud og konge, hun skulle man bøje sig for, hun var en slags dronning, på lejre, flere børn beundrende hende, der i blandt Aithan. Han smilte stille af stemme, han gik tilbage til bål pladsen og begyndte at slibe sin chakram. Chakramen, var et våben, et magtfuldt våben, den kunne dræbe med et kast, dræbe med at bruge den i nærkamp, han ville aldrig bruge den for sjov, eller noget. "Jeg er herovre min elskede"sagde han stille med et smil, dette smil var med varme, varme som hans smil kun kunne sende med til Eirene, han elskede hende, meget og højt, han kunne lide hende, han elskede hende, kærligheden mellem dem var stor, de havde mødt på slagmarken hvor, Aithan havde slået hende ned, og bag efter havde hjulpet hende op, deres venskab var blomstret, og den var blevet, til kærlighed, mand og kone, dame og mand. "Kom og sæt dig Eirene"sagde han kærligt til hende og mente at hun skulle sætte sig ved siden af hende.

Hun kastede et blik rundt. Nu da hun hørte hans fantastiske og smukke stemme, blussede hendes kinder op, og hun smilede stort.
"Aithan! Så du er altså herude. Er det dig som har holdt bålet ved lige?" Spurgte hun ud i den mørke nat. Hvis bare hendes syn havde været bedre. Som en falks. Hun vidste at en eller anden anden på campen havde den evne. Hun lukkede øjnene, og trak vejret dybt ind. Fornemmede og duftede til natten, og prøvede på den måde at finde vej til ham. Hun begyndte at gå videre, stadig med et stort smil om læben. Nu skulle hun endelig se ham. Endelig, efter flere timer. Hun fik snart øje på ham, stående mellem de høje træer i skoven. Hun begyndte at gå mod ham, selvom buske og torne ind imellem trak i hendes kjole. Hun var ligeglad, for hun måtte jo bare frem til ham. Da hun endelig nåede ham, lagde hun sine arme om ham, og smilede lykkeligt op mod ham.
"Aithan din syge stodder. Du bliver jo syg, hvis du bliver herude så længe. Du har brug for hvile." Sagde hun, mens hun strøg sin ene hånd opad hans ryg, og over nakken, om til halsen, hvor hun blidt nussede ham. Hun placerede et kys på hans læber; Længselsfuldt og inderligt, som om det ville blive den sidste gang hun nogensinde ville få chancen. Hun var ligeglad med at hun faktisk frøs, og at der var koldt udenfor. De ville snart gå over mod enten bålet, eller campen, og der ville der være varmere. Derudover følte hun sig også varm, ved blot at røre ved ham.

Aithan, som havde Eirene til at ligge på ham, han nød det, han nød øjeblikket, han elskede det, han elskede at være sammen med hende, røre hende, vær nær hende, som sagt kærligheden var i top, alt var perfekt, undtagen en ting.. Han vidste ikke hvem hans far eller mor var, altså guden, hans menneske forældre, var han næsten ligeglad med, altså personen forlod ham, "Hmm har du nogen anelse om min far eller mor, kan være af guderne, jeg har søgt lidt rundt og sådan, jeg kan ikke engang finde min evne, som du kan, måske er jeg ikke en halv-gud, måske er jeg bare en satyr som snart bliver en ged, og derfor jeg kan komme ind her, eller? Jeg ved det ikke, jeg tror ikke jeg er Afrodites søn eller noget, for det er for mærkeligt ville jeg synes" sagde Ailthan undrende, hans stemme blev mere og mere nysgerrig. Næsten hele hans liv havde han han tænkt på, han havde på et tidspunkt troet at han var Hermes søn, men den droppede han hurtigt da han ikke var som sønnerne af Hermes, han var den eneste af hans slags, den fuldkommenlig eneste af han, "Men måske, er jeg søn af Poseidon lige som dig? Vi passer jo så godt sammen? Er du ikke enig?"spurgte han med et smil på læben.

Hun så undrende op på ham. Han tænkte hele tiden over den slags, og syntes ikke at kunne tænke på meget andet. Hun slog sine arme om ham, og rystede på hovedet. "Jeg ved det ikke, Aithan. Jeg har virkelig ingen anelse. Og du bliver ikke en ged, hvis det er det du mener. Det skal nok gå? Du finder ud af hvad du er. Bare rolig. Og du er helt speciel - at du ved det. Ikke som mig, eller nogen anden her." Sagde hun, og trykkede sig ind mod ham, før hun kyssede hans kind. "Jeg elsker dig? Og det gør din far eller mor også, hvorend han eller hun så befinder sig." Mumlede hun ind mod hans øre, og kyssede det efterfølgende. Hun tog hans ene hånd, og trak ham emd sig ud fra skoven, og væk fra skovbrynet, mod lejrbålet. Hun sendte ham et stort smil. "Du skal ikke tænke så meget på det. Du skal nok finde ud af det, som os andre. Det er jo heller ikke alle andre her som ved det. Det kommer?" Sagde hun, og trykkede blidt om hans hånd. Hun trak ham med hen mod de små bænke rundt om bålet, og satte sig ned sammen med ham, og så lykkeligt op mod ham. Hun elskede virkelig at være sammen med ham; Han betød hele hendes liv, men derfor gjorde det hende også ondt, at han var så forvirret, og søgte sådan efter sin mor eller far. Hvordan skulle han mon finde ud af det? Hun lod sit hoved hvile mod hans skulder, mens hun betragtede ham i stilhed.

Aithan, betragtede hende, når han kiggede ned på hende, man kunne ikke sige andet, end det var denne udødelig kærlighed som var i mellem dem var stærk, da hun lagde armene om hende blev han næsten helt rød i hovedet, han synes det var lidt pinligt i den stilling de sad i, og dog? Måske var det på tide? Måske var første gang på tide?! Men nej, det var det ikke, han ville finde sig selv først, han ville finde sig selv, han ville finde hans gude far eller mor.
"Ja jeg elsker også dig, men jeg er ikke special, overhovedet, jeg er kedelig, jeg er måske ikke engang en halv gud, jeg er nok bare en satyr, en ged, jeg kan lige så godt begynde at spise dåser.. Nu som jeg kan bagefter" sagde han med et kæmpe suk bagefter, det var næsten til give op, han ville aldrig finde sin far eller mor, aldrig, eller det troede han da. "Men jeg ville altså ønske jeg vidste det, det er en vigtig del af mig jeg ikke ved noget om, det er virkelig irriterende, synes du ikke også? Jeg tror det går lige så meget ud over dig som det gør ved mig, du vil selvfølgelig også gerne vide hvordan min familie er, som jeg ved hvad din familie er"sagde han og blinkede til hende.

Hun smilede kærligt op til ham. "Hey. Hey, lad nu være. Så vigtigt er det heller ikke. Jeg kan elske dig uanset hvad du er, og hvad du ikke er. Også hvis du var et menneske. Forstår du ikke det? Det har jo ikke noget at gøre med hvor du kommer fra, eller hvilken status du har. Det burde du da vide. Jeg elsker dig, fordi du er min Aithan - den eneste i verden, og fordi - jo - du er speciel. Vil du ikke nok opdage det snart?" Spurgte hun med et lille skævt smil. Hun lukkede øjnene. Intet andet end ildens knitren, samt deres bankende hjerter kunne anes i stilheden. Bålet brændte livligt, mens hun i sine tanker funderede over hvor mange sekunder det ville tage hende, at slukke hver og en af gnisterne. Hun frøs ikke; Med ham ved sin side, og ilden et par meter fra sig, var det ikke svært at genvinde varmen. Hun åbnede øjnene igen, og kastede et blik op på ham. Hun brød sig ikke om at se ham sådan. Om han så var en ged - eller hvad han nu sagde - så ville hun da stadig holde af ham.
"Der er jo en grund til at du er her. Det er fordi du er speciel, og fordi du er en halvgud." Sagde hun, mens hendes blik flakkede fra hans ansigt, og til skoven som ikke lå langt fra hvor de nu sad. Det gjorde ondt at han havde det sådan. Helt ind til hjertet, gjorde det ondt. Kunne han dog ikke lære at elske sig selv.