Helt ærligt.. Det var sgu da et uheld oo' - Heeeck!!

Tid: Eftermiddag.
Vejr: Skyfrit ^^.
Sted: Inde i Skadehytten..
Omgivelser: To læger, men ikke så mange andre.
___

Det var bare så pinligt! Hun havde fået en blodtud lige foran alle de andre halvguder, og de havde bare grinet. Hun kunne have tudet.. Og det var det en lærer! Det havde jo været et uheld, det med hans kraveben. Men det var heldigvis hende som havde voldt mest skade. Hendes ansigt var fortrukket i hævn, men så ømmede hun sig, og strøg sig under næsen igen. Det blødte stadig!! Det var som om det aldrig ville stoppe... Det var dog ikke det som var det værste, det var mere at hendes stoltede som havde fået et knæk. Hende!! Hun var jo jægerens datter! Den smidigste, hurtigste, mestlydløse på holdet!!!

Hector stod der uden skrammer stort set, det var rigtigt nok hende der havde gevet mest skade.. Bare ikke på ham, hun havde ramt træerne og de andre elever, og næsten ikke ramt ham, hav tog fat i hendes hage og kiggede hende triumferende i øjnene og sagde "Pas på, en dag blir jægeren selv byttet." han slap hendes hage, han triumferede over det, og smilede til hende, og tænkte tilbage på dagen på stranden, hun skulle ikke tro at jægeren altid var den stærkeste.. Langt fra, det var stort set altid byttet der var stærkest, jægeren havde bare nogen hjælpemidler.

Sophia så trodsigt på ham, med sine sammeknebne øjne. Hun løftede næsen i sky, og fnøs af ham. "Jægerens pris er blod, og det betaler jeg sagtens, for jægeren får også blod til gengæld," hvæsede hun. Det var jo bare fordi han var ældre end hende. Hun havde faktisk utrolig stor respekt for ham, men denne kamp skulle hun selv vinde, ellers fik hun slet ikke noget ud af det knæk.

"haha, bare fordi din mor er en jægergud, skal du ikke tro du kan klare dig overfor mig, jeg har menneskelig intellegens og er ikke som et af de dyr du kan jage pga. deres manglende intellegens, vis dig og din mor vil jæge et dyr, må i hellere finde et i kan klare..." Hector smilede og tilføjede "start med gnavere" Hector smilede venligt til hende, som lærer var det hans pligt at tvinge hende så langt ned i støvet at hun lærte respekt og at hver gang man faldt skulle man rejse sig, det hjalp ikke at hun ikke svarede direkte igen, hun skulle være mere lige ud.

Sophia trak på skuldrene, og viste helt klart i det øjeblik at hun slet ikke forstod det sjove i hans ord. Det gjorde hun, men hun ville ikke vise ham det. "Jeg har respekt for dig, den slags respekt en elev skal have, men jeg er ikke ligesom de andre. Jeg vil væde med at jeg kan klare næsten alle eleverne." Hun så trodsigt på ham. Hun håbede ikke at hun havde bag brød, større end ovnen.

"Det kan du ikke... - Jo flere gange du siger du kan klare dem alle jo mere selvsikker bliver du, og jo flere fejl laver du, vis du bliver for selvsikker bliver du slået ihjel." konstaterede Hector, og det var jo som sagt hans pligt at lære hende om disse ting, for han var jo hendes lære i simulering, hun var nød til at lære småting som disse ting, han kunne ikke forstå at Artemis ikke havde fortalt hende det, det var jo en af jagtens vigtigste regler vidste selv, han, Hector, den sølle søn af Pan, aldrig undervurder en modstander, hun havde tydeligt undervurderet ham meget tideligere vidste han. Hector tilføjede efter han havde tænkt alle disse tanker igennem "Undervurder aldrig en modstander."

Hun kunne ikke gøre for det, men lugten af regn, fugtig jord, brændt træ og kød, skyllede bare ind over hende. Hendes ansigt fortrak sig i sorg og savn, men så blev det lynhurtigt trodsigt igen. Hun ville ikke vise et sekund sorg over for andre. Det gemte hun til de sene aftner alene, så hun kunne skrige sig i søvn. "Lige det tror jeg at jeg ved bedst." hvæsede hun. Hun var altid blevet mobbet af de ældre piger i templet, men så da hun blev alene med dem... de kom ikke særlig meget til skade, men de ville helt sikkert aldrig gøre hende noget igen.

Hector prikkede hende hårdt og barsk på kravebenet og gentog "det kan DU ikke." han lagde tryk på ,du, hun skulle ikke tro hun var mere end hun var, for det var hun ikke, hun var bare en elev, og elever skulle gøre som der blev sagt og opføre sig ordenligt, sværere var det ikke, og det vidste hun også godt selv "Husk, undervurder aldrig en modstander igen, forstået, overvurder dem. For kommer du en dag i krig, er det ikke sikkert du står overfor sådan en venlig modstander som mig, som nøjes med at give dig blodtud, og slæbe dig på hospitalet, alle andre krigere vil nok dræbe dig og røve dig, og måske voldtage dig før du dør." Hector mente at alle eleverne havde ret til at vide hvad der kunne ske, i den bare virkelighed, alt var ikke så nemt som på skolen.

Sophia dristede sig til at række tunge af ham, men så skar hun ansigt, det gjorde helt vildt ondt i hendes næse. Så sendte hun ham et forsigtigt smil, bange for at det også ville gøre ondt. Men, det var lige til at overleve. Hun strøg en tot af det røde hår om bag øret, og så ned i jorden, og det svage smil var væk. Hun ville aldrig nogle sinde undervudere nogle. Og hun var heller ikke så meget for at slås.

"Men en ting du ville kunne slå alle i kender jeg da, du ville kunne slå alle i bueskydning, det tvivler jeg ikke på." sagde Hector, for hun var jo en jæger, der var sikkert heller ikke mange der ville jæge med hende eller skyde om kap, for de vidste hun bare ville rende fra dem eller vinde uden problemer over de fleste, for mange af eleverne troede at Artemis styrede hendes pile, selvom guderne hverken måtte hjælpe eller have kontakt med deres børn på skolen, Hector havde selv hørt rygtet og kontaktet Artemis for at høre om det var hende der havde gjordt Sophias kunster med buen så gode, men Artemis havde benægtet, og sagt at hendes datter var født med det.

En svag rødmen gled over hendes ansigt, og hun smilede svagt. Det var dog mest et ret taknemmeligt smil. Men hun viste at han havde ret. Hun var næsten helt sikker på at det var hendes mor, som skød alle hendes pile. Det var derfor de var så gode. Et almindeligt menneske ville umuligt kunne skyde så godt. Men hun var jo heller ikke et almindeligt menneske... Hun så op, og mødte hans øjne, med sine mørke. Man kunne næsten se stammerne derinde. "Selvfølgelig," lo hun melodisk.

En af lægerne kom gående hen til Hector og lavede et signal til ham, hurtigt greb Hector hende om hovedet så hun ikke kunne bevæge det så meget som en milimeter, og en læge greb fat i hendes næse og rykkede den på plads, en ordenligt klump halvstørknet blod og snot røg fra hvert sit næsebord ned på gulvet og så stoppede næsen med at bløde, det var et trick lægerne brugte mod brækkede næser, hendes havde jo åbenbart været brækket "Skal vi gå videre, istedet for at optage en hospitalsseng unødigt, den dame?" sagde Hector med en tydelig læreragtig venlighen og rakte hende armen.

Sophia fnøs overasket over deres bevægelse, og der var næsten ikke tid til at hyle af smerte. Det havde bare varet et sekundt, og nu... nu skulle hun jo ikke stoppe med at være den 'trodsige'. Hun tørrede sin næse, og bed sig i læben. Så hoppede hun ned fra bænken, glad for at smerten var stoppet nu. "Jo, selvfølgelig Hector," grinede hun, og gjorde hunør.

"God soldat" sagde Hector og klappede hende på hovedet og sagde advarende "pas nu på næsen!, okay?" Hector gik ned mod søen.

"Javel sir!" udbrød hun, og hoppede efter ham som en lille hundehvalp. Hun følte sig pludselig mere forbundet til ham, bare fordi han havde hjulpet lægen med at sætte hendes næse på igen.. Nej, det var nok snakken de havde fået.

"Har du stadig lyst til at slå mig ihjel, lige nu?" sagde Hector meget storebroragtigt, og mindede om en storebror der lige havde stået og drillet hende til hun græd hvorefter han havde trøstet hende, den slags storebroragtigt, hvilket var sjældent, han var tit ikke særligt flink han var mest neutral, han var jo ham og neutralitet var tit og oftest det bedste man kunne gøre, for så skulle man ikke tage stilling.

Sophia løftede sit ene øjenbryn, men sendte ham så et varmt smil. "Nej, det ønskede jeg aldrig." løj hun. Hendes alarmklokker ringede svagt, da hans stemme var så anderledes. Sådan talte han da aldrig, og slet ikke til nogle af hans elever.... Hun kunne ikke lade være med at smile svagt. Det var lidt mærkeligt at hun havde udviklet den alarmklokke, nu hvor hun alligevel havde sagt nej til at lave et liv, som hendes veninde Lara.