Røverhistorier hos smeden - Elina

Dag:: IRL
Tid:: efter aftensmaden.
Sted:: Smeden.
Omkring:: ingen de er på deres værelser eller sover lidt, nogen bader ved søen et stykke derfra.
Påklædning:: sit pæne skindtøj, af grønt hjorteskind (farvet), og et par indianer mokkasiner, han havde sit smukke tohånds-sværd, med sølvskæftet og guldtråde indsmedet i bladet på ryggen.

Hector stod inde hos smeden og talte med ham, de talte om alt fra himmel til jord og lo meget, man kunne godt høre de talte om hinanden, og at smeden fortalte en røverhistorie som Hector lod som om han troede på og laver bevægelser til, og sådan stod de og var meget højrystede og havde det sjovt, smeden var dobbelt så gammel som Hector, og Hector holdt ham ved selskab mens han arbejdede, de så begge ud til at have det sjovt, engang imellem, tog Hector lidt over, med blæsebælgen for at varme gløderne op, det var tydeligt at dette ikke var Hector uvant arbejde selvom han var en skovens mand, vis man havde været på skolen et stykke tid havde man set det var den forhadte søn af Pan, Hector, som var lærer i simulering.

Elina var gået sig en lille tur. Hun fik lyst til og se sig omkring. Hun var nået til smeden, hvor hun trippede på stedet. Burde hun gå ind? Hun brød sig jo ikke om, bare og bryde ind. Hun trak let på skulderne og stak hænderne i siderne. Nå, når hun nu ikke turde og gå ind, kunne hun vel få en til og byde hende indenfor. Elina begyndte i stedet og råbe: ”Hallo? Er der nogen derinde?” om og om igen. Hvad skulle hun ellers gøre? Hun trak let på skulderen og trippede mere ivrigt på stedet. Hun råbte stadig, bare mere og mere lavmældt..

"Ja, kom bare ind, vi sludrer bare" sagde Hector og gik hen og stillede sig i døren, så man kunne se ham, det var tydeligt at Hector var fra 23-25 år gammel, og han var en af de pænere drenge fra skolen, men han havde også muskulatur som en bjørn - det var måske fordi hans ynglingsdyr at efterligne var en bjørn, ellers fordi han bare generalt var meget stærk, det var ikke til at vide. "Du er den nye elev." sagde Hector konstaterende og meget meget alvorligt og så også meget alvorlig ud, men smilede så pludsligt stort og vinkede til hende som om hun bare skulle komme ind "jeg driller dig bare, jeg er Hector."

Elina stirrede op på ham med store øjne. "Ar.. arbejder du.. De er?" spurgte hun ret så lavmældt. Hun sank en klump. Hun havde faktisk ikke regnet med, at der var nogen, som hørte hende. Hun havde råbt, ja.. men ikke så højt vel? Elina trak let på skulderne og bed sig læben. ”Jeg er Elina.” sagde hun så og smilede høfligt. Hun trådte indenfor og glippede med øjnene. Elina havde det tit sådan, at hun ikke vidste hvad hun skulle sige eller gøre. Så derfor, stod hun bare og trippede nervøst på stedet, med hænderne bag ryggen, mens hun så nysgerrigt rundt.

"Jeg er lærer i simulering, jeg lærer jer ting, men hvor jeres fornemmeste opgave er at bruge den her." sagde Hector og klappede sig på tændingen med to fingre "Kan i ikke arbejde sammen, kan i intet." Sagde Hector og smeden nikkede til Hector. "Har du fundet dit sværd?" spurgte Hector og pegede over på lange rækker af sværd, der var alle slags sværd og der var mindst 500 styks af hvad man kunne se. "Passer ingen af dem dig, har smeden nok nogen udenfor" sagde Hector "Bagi smeden." Hector virkede ikke som om han var bange for nogen stjal dem, for de havde ikke udsyn til dem, for folk kunne ikke stjæle dem, sværdene ville bare gå mod deres ejere så. "Husk nu at du kan mærke om sværdet er rigtigt for dig, jeg kan ikke forklare fornemmelsen, du kan mærke det, det føles som om sværdet er din hånd og altid har siddet der og sådan lidt andre følelser, men du vil ikke være i tvivl".

Elina nikkede. Hun elskede og lære nye ting. Hun var egentlig også ret god til det, når hun forstod det. ”Æhm.. nej, det har jeg ikke..” mumlede hun og smilede skævt. Hun havde stadig ikke helt forstået alt det her.. Lejren, halvguder og alt sådan noget. ”Men.. kan man bare gå rundt med våben, sådan uden videre?” spurgte hun pludseligt, det lød ret dumt og det hadede hun. Men hvad ellers? En eller anden måtte hun jo spørge. Eller hvad? Hun følte sig ret dum lige nu. Elina så ned i gulvet og lagde benene over kors. Hun lukkede øjnene stramt i. Når hun så op igen, ville hun garanteret få et dræberblik eller noget værre.

Hector smilede til hende og nikkede "Ja jeg er nu heller ikke så glad, for det, men det må man gerne, men jeg foretrækker den her." sagde Hector og lavede hans hånd om til en bjørnepote og lavede et sving i luften med den som tydeligt kunne høres, som en pisk. "Derfor elsker folk at tale grimt om mig, men de vil ikke slås med mig." smilede han og lavede poten om til sin normale arm igen "De er desuden også lidt stride mange af dem, og blir de for stride så kom til mig, så taler vi lidt med dem selvom tale ikke altid er nok" sagde Hector og smilede til hende og trak hende hen til sværdene "Find et."

Elina smilede. Hun hørte faktisk ikke rigtig efter, indtil han hev hende med hen til sværdene. Hun så rundt på de forskellige. ”Øh, er de ikke vildt tunge sådan nogle?” spurgte hun, dumt igen. Elina skar en grimasse og så på ham. ”Skal jeg bare tage et op? Også viser sværdet, om.. ja, om det er et jeg skal have?” spurgte hun og smilede let. Hun vendte sig imod sværdene igen og betragtede dem. De ar da pænt utrolige flotte, egentlig.

"Nej de er ikke tunge, når jeg tager poterne på, tager jeg også bjørnens styrke, og ja, du skal bare snuppe et eller andet sværd, så fortæller det dig om du skal have det eller ej, det er meget meget simpelt og nemt, det gør ikke så meget vis du kommer til at tabe sværdene, så længe du ikke skader andre" Hector smilede til hende og sagde "Prøv at kigge" han prøvede at løfte en 250 kgs armboldt fra gulvet og løftede den kun en halv centimeter før han tabte den, man kunne tydeligt se han koncentrerede sig, og vis man kiggede på ham kunne man se at musklerne voksede, han tog en del af elefantens styrke, men ikke det hele, nu kunne han løfte armboldten helt op til knæet uden at tabe den "kan du se forskellen?, intet er svært når man har trænet sin evne, derfor er det man skal spørge, selv de simpleste ting kan lære folk noget." smilede han og satte armboldten ned med sved i panden og lod den gigantiske styrke forsvinde igen.

Elina smilede skævt til ham, mens hun betragtede ham. ”Ja.. okay.” mumlede hun og vendte sig imod sværdene igen. Hun løftede det ene op. ”Hey, det går.. det går.. det.. ARGH!”. Elina råbte det sidste, inden det faldt til gulvet. Hun skar en grimasse og vendte sig mod Hector. Hun smilede og skyndte sig og lægge sværdet på plads igen. ”Okay, dét gik ikke..” mumlede hun, nok mest for sig selv. Elina så på sværdet ved siden af. Turde hun?

"Prøv det. Sværdet altså." Hector stod pludsligt bagi hende, vis hun fik følelsen af hun var nød til at prøve dette sværd, kunne det være det var det rette, og vis det var det rette, så skulle hun jo ikke lade chancen slippe fra hende, det ville være utroligt dumt vidste han, man skulle ikke lade chancen slippe fra en, så var man godt dum tænkte han. Hector gik længere ned langs med rækken af sværd og drejede ned af en gang, man kunne høre ham råbe dernede fra til smeden "SMED?!" smeden svarede med et højt "Ja, Hector?" som en far ville have sagt det, "Er rustningen med bjørnen på til mig?" spurgte Hector højt, smeden svarede med den samme sætning, og på den samme måde som før, det kunne godt være det komisk "Ja, Hector." var svaret jo som sagt, Hector tog rustningen på og gik ned til Elina igen. "Tak Smed." mumlede Hector og smilede stort, smeden smilede til Hector og sagde "Det var så lidt, Hector".

Elina tog imod sværdet. Hun skar en grimasse, da mærkelig følelse gik igennem hende. Hun hoppede på stedet og gik rundt om sig selv. Hun smilede stolt og fægtede ud med sværdet. Hun havde faktisk altid plaget sin far, om og gå til fægtning. Men hun havde altid tænkt på noget andet, da hun var ved og få lov. Elina strålede og betragtede sværdet i sin hånd. Hun smilede. Hun følte noget, hun aldrig før havde følt.. hun vidste ikke hvad, men det var klart noget positivt!

//Undskyld, hvis der går et stykke tid, før jeg svarer. Skal lige hurtig spise (:
- Er tilbage omlidt igen (:

"Det er det." sagde smeden og Hector samtidigt, og kiggede på Elina, "Tillykke" sagde Hector og smeden nikkede bare venligt til hende, det var ret så sjældent at smeden talte direkte til eleverne, han talte mest med lærene og de andre ting, såsom kenotauerne her, og hvem der nu ellers kom forbi. Hector satte sig udenfor døren på en bænk og nød vejret.

Elina glippede med øjnene. Hun strålede med et strålende og nærmest lykkeligt smil. Hun betragtede sit sværd, rigtig, rigtig mange gange. Hun smilede mere og mere. Bare det og ha’ det i hånden. Det gjorde hende helt glad. Elina så efter Hector. Hun ville da klart vide mere omkring.. ja, omkring alt! Hun gik mærkeligt nok efter ham og stillede sig ved siden af bænken, stadig med sværdet i hånden. Hun begyndte så og betragte det igen, glemte hvad hun ville..

"Du kan ikke rende rundt med sværdet sådan, du skal have en sværdskede" sagde Hector og pegede lige inde for døren, hvor der hang sværdskeder, nogen var meget værdifulde mens andre bare var af læder, der hang et af guld med rubiner og smaragder i, det så meget specialt ud og dyrt, det var nok det dyreste som smeden havde lige for tiden "du kan bare snuppe en." sagde Hector.

//Logger forresten nu skal se noget tv

Elina gik forsigtigt hen og tog et af læder. Hun turde ikke rigtig og tage et andet. Hun fik sat sit sværd på plads og betragtede det så. Hun var faktisk utrolig stolt. Hun havde fået sit eget sværd. Hvor sejt! Elina strålede og gik ud til bænken igen. Hun smilede for sig selv og så rundt. Hun støttede på det ene ben og så nysgerrigt rundt..

"Godt valg, godt valg, læderskederne holder til mere, ram de andre med et sværd og de går itu." sagde Hector konstaterende og så ud til at gruble - Hector kunne godt lide at tænke over alt og intet, ikke fordi han fik særligt meget ud af det, han fik det bare bedre med det.

Elina så smilende på ham. Stolt smilende. Hun så, så rundt igen. Hun ville så gerne vide mere omkring den her Lejr. Der var faktisk pænt meget, som hun ville vide. Elina gik omkring sig selv og satte sig på kanten af bænken. Hun så ned i jorden og smilede for sig selv.

Hector så en tilfældig fugl og formede et rør med hænderne og sagde nogen lyde, der lød præcist som fuglens sang, men Hector sagde, på fuglens meget meget nemme sprog (vis man var hamskifter som han forstod man det nemt), "Hvå så min lille ven, kom og sid på min arm" var hvad han sagde, og fuglen fløj op i luften og dykkede ned og landte meget elegant på Hectors arm, det var godt nok bare en solsort, men solsorten kiggede meget forvirret på ham og sagde på fulgsk "Et menneske der kan vores sprog er sjældent." Hector smilede til fuglen og sagde "Jeg er også søn af Pan." Fuglen nikkede indforstået, Hector sagde til Elina på normalt menneskesprog "Denne fugl er en solsort, og den hedder..." Hector slog over i fulgsk og sagde "Hvad hedder du?".. Fuglen kiggede på ham, og sagde "Jeg har intet navn, men du kan finde et til mig, vis du vil" Hector smilede og sagde "så hedder du Edward, for fremtiden skal du lyde dette navn" fuglen nikkede og trippede rundt på hans arm og stak hovedet i hans lommer for at lede efter mad. Hector sagde "Fuglen hedder Edward."

Elina betragtede dem. Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun smilede forsigtigt og lænede sig tilbage. ”Okay.” sagde hun så og skævede til fuglen. Hun havde kun set sådan noget der i zoologisk haver, aldrig sådan rigtig. Også kun med papegøjer. Elina smilede og lagde armene over kors. Hun så frem for sig. Hun betragtede alting. Fulgte med i alting. Hun havde lyst til og vide alt omkring den her lejr. Alt, der var værd og vide, selvfølgelig..

"Vil hun have mig?" Spurgte pippede fugl og kravlede op til Hectors øre og nappede ham i øreflippen "AV!" Udbrød Hector og sagde på fulgsk "Det ved jeg ikke.. Jeg kan spørge?" Fuglen hoppede ivrigt rundt og pippede "Ja, spørg hende.. Spørg!", Hector prikkede til Elina og sagde "Det er tilladt at have dyr på skolen, vil du have denne solsort?.. Det er en ung han... Den ser ud til lige at være flyttet hjemmefra, ham kan du have glæde af i mange år?" Hector smilede lidt og satte fuglen på Elinas skulder.

Elina smilede forsigtigt op til fuglen og nikkede til Hector. "Tusind tak." smilede hun og betragtede fuglen. Hun havde faktisk altid syntes om solsorte. Men de er vilde, havde hendes far sagt og rystede på hovedet, da Elina tog en skadet solsort med hjem. Hun smilede. Anede ikke hvad hun skulle gøre, andet end og betragte den.

"Husk at fodre den og give den noget at drikke, virker den utilfreds eller syg, så kom til mig med den, så finder vi ud af hvad der er galt, men husk du ikke må holde den i bur, aftale?" spurgte Hector og smilede til hende.

Elina nikkede. ”Aftale!” sagde hun og strålede. Hun så alvorligt på Hector og betragtede derefter fuglen. Hun havde en lille, sød fugl på sin skulder. Det var utroligt! Elina smilede og strålede indvendigt. Hun smilede så skævt til Hector og betragtede så atter fuglen.

"Jeg kan tale med alle skovens dyr, og alle skovens dyr lyder mit ord, for de ved at jeg er den stærkeste" lo Hector "Sig et dyr og du vil se det forandt dig om ret kort tid." sagde Hector og gjorde sig parat til at forvandle sig, hun skulle gerne have en forsmag på hans evner ligesom resten af skolens elever, for når de havde set hvad han kunne undervurderede de ham aldrig og de lagde sig slet ikke ud med ham, det var nok også fordi han var lærer.