Ene og alene ved søen - Calypso

Årstid:: Næsten sommer?
Dato:: IRL
Dag:: IRL
Tid:: 13:32
Sted:: Søen
Omkring:: Ænder i vandet, og andre dyr
Påklædning::Hector er klædt i skindtøj, det smukkeste skindtøj, af hjorteskind, og hans rustning er af hærdet kohud og vildsvinehud, og foret med ulvehår, så den er blødere og ser pænere ud, og så havde han hans 2håndssværd over ryggen, sværdskæftet var af sølv, og i sværdbladet var der smedet nogen guldtråde ind som dannede pæne mønstre, et af mønstrene kunne faktisk næsten ligne Pan.

Hector stod ved søen og kiggede ud over den, den var meget pæn idag, men alligevellet.. Han måtte jo helst holde sig for sig selv, for han var jo den eneste halvgud vis gudeforælder var død, så derfor så mange sikkert ned på ham og han var nødt til at være dobbelt så god som alle de andre.. Til ALT... Ellers ville de bare genere ham.
det var også derfor han havde sit sværd på sig, så han kunne forsvare sig over for de andre, som gerne vill af med ham.

Tøjet var af mørket - Mørket som pigen, der stille og roligt kom. Sommerens kommen var på vej, og dagens lys var sneget sig roligt frem over dem alle. Lyset var en af ting, hun forbandede mere end noget andet. Lyset var hendes fjende, hvorimod mørket var hendes ven. Det var som at blive set overalt.. set af alle! Smilet krøb uset over hendes ellers urørte læber, da hun så en person sidde hernede ved søens afkølende arealer. Hun syntes ikke at kende ham, så derfor lod hun ham også bare være. Calypso ønskede ikke kontakt til dem, hun ikke kendte. Sådan lå det altid.
De lydløse skridt blev ført over græsset, hvor der ikke lå dug på de grønne strå længere. Endnu en tegn på vinteren, der var blevet skubbet til side for en stund. Mørket og kulden var en del af hende, hun nød det... Flød ud i det. Øjnene søgte søens beroligende facade, hvor tankerne let strejfede hendes forældre. Den ene gud, og den anden blot et menneske. Hun mærkede øjnene indtage en del af mørket og kulden. Hun lod sig blive som Nyx. Calypso lyttede til vandets monotone slag mod vandkanten. Hun smilte - Ventede.

Hector tog en Pan-fløjte i hånden - Den havde været Pans, men det vidste de andre jo ikke, han overvejede at kaste den så langt ud i søen han kunne og bare lade den forsvinde, men det ville jo være at vanære hans fars minde, han vendte sig om for at gå men så Calypso, men troede først det var en ulv eller bjørn eller noget så han trak han sværd så hurtigt han kunne, indtil han opdagede det bare var, en anden halvgud, så sænkede han sværdet og lagde det tilbage i skeden, som hang i hans skulderem over ryggen. "Undskyld min uduelighed.. Men hvad kan man også forvente af en søn af Pan?" sagde Hector, man kunne tydeligt høre at Hector ikke regnede sig selv for at være særligt meget værd, især ikke overfor en datter af nyx, ihvertfaldet.

Calypso lod et nik komme som en hilsen, hvilket lignede hun endnu ikke havde set, hvem denne halvgud var. Sandheden lå bare helt anderledes hen, og egentlig fandt hun det bare morsomt, da hun trak sig sværd. Calypso havde altid hadet alle former for sværd. De var for primitive i hendes hoved.. Måske fordi hun selv hældte til en enkel kastekniv? Det var her hun hørte ordene komme, undskyldningen, der gled ud i den milde sommervind. Han havde delvist ret. Hvad kunne man egentlig forvente af en søn af Pan? Hun regnede ham ikke for andet end en halvgud foran hende. Sådan var det med alle.
"Det kan du jo have ret i. Men gør da ikke noget, medmindre du tror jeg er en farlig ulv?" Stemmen kom stille og ordene så uventede. Stemmen bar mørkets kald tydeligt i sig. Øjenbrynene skød en smule til vejrs. Knægten her manglede tydeligvis selvtilid, men intet Calypso ønskede at hjælpe med. Hun var ikke en hjælper, og blev det garanteret aldrig. De dunkle øjne fastgjorde sig til ham, hvor de hurtigt begyndte at studere ham.

"Du kan måske lide ulve?" Sagde Hector med et stort smil og forvandlede sig til den største ulv, Calypso nogensinde havde set nok, hvorefter han smilende rendte luskende rundt om hende og smed sig på ryggen forandt hende, lidt for at vise at hun var den der bestemte mest, det var jo ulvens adfærd, bagefter ændrede han sig tilbage til sin normale form, men blev grinende liggende på jorden, han elskede at transformere sig, til en anden skabning, han elskede det simpelthent det var ligesom at andre måske intresserede sig for heste, eller våben, men han intresserede sig mest for at udvikle sine evner. "Sig et andet dyr." smilede Hector.

Transformeringen skete næsten inden ordene var kommet ud med det ufatteligt store smil. Calypso rystede afværgende på hovedet, og betragtede den enorme ulv, der nu begyndte at kredse omkring hende. Blot ved det kæmpemæssige ulvs kredsen omkring hende, blev hun helt rundtosset, men ikke noget hun lod Hector mærke til. Blikket forblev koldt, og læberne forandrede sig til en lige streg.
"Ulve? Tjoh.. Kan man på en måde godt sige.." Ordene kom med en rolighed, der hurtigt var sendt afsted som en pil fra en bues spændte streng. Hans glade humør irriterede Calypso. Det virkede for falskt i hendes øjne, selv hvis det så var ægte. Hun gik et skridt nærmere på Hector, hvis grin fyldte søens arealer længere ud end øjet rakte. Det var tydeligvis en ting, Hector godt kunne lide. Transformere sig til det var en spændende ting, men hun holdt sig hellere til sin egen evne. Evnen at skabe svømmende blik af mørke. Det mørke Calypso elskede mere end noget andet. Hendes tro følgesvend og bedste ven.
"Prøv dig frem, og vær det du lyster" Sagde Calypso med en svag gnist af ligegyldighed over stemmens føring. Der var ikke skyggen af et smil, skønt Hector mildt sagt rullede rundt på græsset af grin. Calypso mærkede savnet på natten, som når en ven savner en anden. Hendes sorte hår dansede mildt i sommerens lune vind. Øjnene var mod Hector, atter afventende.

"hhmmm.. Øjeblik" sagde Hector og rejste sig på tær og var i løbet af ingen tid en stor hvid tiger, som stod på bagpoterne, Hector løb et par meter væk fra Calypso, men vendte sig så om og stormede mod Calypso med åbent gab, men lukkede munden lige før han nåede hen til hende og sprang over hende med lethed, vis man så ordenligt efter kunne det ligne at tigeren grinede, han aede sig hovede mod Calypsos arm, undskyldene, før han transformerede sig tilbage og stod lige ved siden af hende igen.

Et øjeblik trak ud til sekunder, hvis strækning skred mod minutters gang, før blot udsigten til en forvandling sås over Hectors skikkelse. Calypso virkede en smule afventende, som hun stod med sin egen rolige skikkelse og betragtede denne Hector - Søn af Pan. Det var først da forvandlingen sås, hvor en snehvid tiger stod for Calypsos egne kolde og mørke øjne. Det ville være en løgn at påstå, at hun ikke var imponeret over dette prægtige dyr, men man kunne have svoret på, at Calypso overvejede at angreb, idet Hector i sin tigerform gned sig mod Calypsos arm. Hendes egen evne trådte en smule i kraft. Blikket ville for Hector føles en smule svømmende - dannet af en dyb mørke. Det holdt kun ganske kort tid, som var det et synsbedrag Hector så. Ikke fordi evnens udholdelse ikke holdt længere, men mere blot for at vise, hvad hun selv kunne - Bare uden at fortælle Hector om det.
"Fantastisk.. Imponerende" Calypso trak en smule ligegyldigt på sine slanke skuldre, og holdt øjnene mod Hector, der nu stod ved hendes side. En smule for tæt på i Calypsos egne tanker. Langsomt gled øjnene mod søen. Vandets blå farve sprang i øjnene på én, hvor solen lystigt kastede sine stråler ned så de reflekteredes. Skinnet skar dybt i øjnene på Calypso, men øjnene forblev derude. Forblev på det, ingen havde kendskab til.. Som sådan.

Hans syn var blevet lidt sløret, men han så godt igen og smilede så det havde været som var han ved at besvime, "Hvad skete der?" spurgte han lidt, han havde måske godt regnet ud at det var hendes evne nok "Du kan da vist noget med mørke" sagde han og lagde mærke til hendes tøj og pegede på det, det lignede jo ikke tøj nok, nærmere sort mørke... Det var lidt mærkeligt tænkte Hector.

Spørgsmålet morede Calypso en smule, da det lød så uskyldigt og uvidende som en start fra ham. Lige til hans svar fandt vejen til den altafgørende sandhed, og hendes ryg rettede sig op i en rank holdning, da Hector sagde de næste ord. Mørket. Calypsos kald lå i det slørende og skjulende mørke, hvis eksistens kun kunne forklares med den mørke og onde side. Smilet krøb atter ganske svagt over hendes læber til det, der kunnes betegnes som et koldt, svagt smil.
"Det kan man roligt sige. Det er en del af mig - Jeg, der er datter af mørket" Stoltheden lå i ordene. Hun skammede sig langt fra over sit herkom, egentlig var hun mere end stolt, men som stoltheden var kommet, forsvandt den hurtigt igen. Den krøb væk som en slange, der følte et svagt stik af skam. Calypso følte på ingen måder skammen, men det virkede så forkert med den nye ranke holdning, hvor talen kun var én stor mig-samtale. Calypso gik efter andre egenskaber, og agtede at holde dem tæt til kroppen.
"Dette var vel en slags.. Forsmag på mine evner" Denne gang var det mørket, der havde hånd om Calypsos rolige stemme. Skønt stemmen var lav, skød den tydeligt frem i den milde vind. Sommeren bar på latter og lys.. To afskyede sider. Calypso så hellere vinterens kulde og lys. Et enkelt nik kom fra hende, som anerkendte hun hans evne. En evne med relation til hans far. Calypso betragtede græsståenes grønne overflade, som for at finde noget 'spændende' at have sine øjne vendt mod.

"Jeg behøves ikke transformere mig helt faktisk, nogengange nøjes jeg kun med at gøre en del af det, men så er jeg ikke ligeså stærk som når jeg gør det helt, så jeg foretrækker at transformere mig helt" sagde Hector med et smil, og tænkte på hvilke syge ting hun sikkert kunne gøre med sine evner, "Hvem er din moder?" spurgte Hector og smilede til hende hun havde jo fået afvide hans fader var Pan, den liderlige legesyge gud der var halvt ged, for at sige det pænt, sevlom han måske ikke var så pæn, men Pan kunne stort set forføre enhver kvinde... Eller kunne for Pan var jo død mindede Hector ham selv om - død ikke levende, det var skide uretfærdigt tænkte Hector.

"Så du kan få en magtfuld skikkelse, hvis alle kræfter er lagt i evnen af dyretransformationen?" Egentlig kendte Calypso allerede svaret, men hun så intet gal i at spørge. Mest af alt blot for at have et emne til en samtale, der eventuelt kunne uddybes på den ene eller anden måde. Det var nemmere at snakke om andre end en selv - Det virkede så forkert, selv da spørgsmålet blev stillet så klart, som var det et tag-selv-bord af muligheder. Hendes skuldre sank ned i en afslappet position, inden hendes mund langsomt gled op. Parat til at svare.
"Min mor er Nyx - Nattens hersker" Stemmen lød prompte fra Calypso. Føringen af stemmen skar med lethed igennem med en rolighed som et beskyttende skjold. Hendes sorte hår hang løst ned over hendes skuldre, mens hendes grå øjne viste den mørke side. Natten kaldte, selv da der var langt til solnedgangens brydende kræft. Pan måtte være en underlig far at have på visse punkter. Han var en død gud, hvilket var så anderledes og på mange måder vel også skamfuldt. Calypso rystede en enkelt gang på hovedet, da denne tanke skød igennem hendes hoved. Det kulsorte hår lavede en ganske let dans over hendes skuldre. Blikket vandrede fra græsset og mod Hector igen. Mon han var som sin far? Ham, som Nyx havde fortalt Calypso om.

"haha, det er der du har arvet skønheden fra smilede" Hector venligt, men ikke nærgående eller noget, for han vidste det ville gå galt vis han begyndte at blive sådan, han havde ikke den samme evne som sin far, til at forføre folk, eller halvguder og guder, han kunne bare transformere sig, hvilket på den anden side jo også var godt nok da. "Ja, det med mine evner er korrekt" sagde Hector og svarede på det hun havde sagt om hans evner, for hun havde jo sådan set ret.
Hector smilede lidt og satte sig ned og kiggede efter noget hun kunne side på, men kunne ikke finde noget, så han lagde sin jakke, hun skulle jo ikke blive våd bagi "Du kan bare sidde der" smilede Hector og pegede på jakken.

Komplimentet var så enkelt at opfatte, hvis man kendte til baggrunden for Hectors far. Forskellen lå der, hvor Hector ikke bar samme evner for at forføre, som han far havde kunnet til mindste perfektion. Hun rystede en smule opgivende på hovedet over ham, og valgte at svare som den eneste høflighed, Calypso egentlig kunne finde nyttig at følge. Alt andet var hende lgegyldigt.
"Jaså.. Jamen jeg takker.." Antydningen af et smil sås atter, men ikke på nogen måder et oprigtigt smil, og ej heller noget der kunne måle sig med hans. Hun priste sig selv lykkelig på dette punkt. Smil var ikke hende, og formentlig blev det heller aldrig Calypsos løsning på alting. Calypso opfattede et smil som en opmuntring eller en løsning for at vise, hvad der gemte sig bag den ydre facade, hvis opsatte mur var helt ubrydelig for enten at komme ind eller ud. Hun lagde kun ganske svagt hovedet på skrå, idet Hector lagde sin jakke ud på græsset. Lidt mand var der altså i denne knægt?
"Tak.. Hvor.. Venligt af dig" Ordet venligt lød så forkert i Calypsos egen mund. Det var som smagen af chokolade til et stort mellemmåltid - Et miks der ikke passede sammen. Tankerne blev visket rene, da hun så ud mod horisonten. Havet og himmelen mødtes så enkelt, og dog rørte de aldrig hinanden. En enkel hilsen var nok for de to parter, kunne Calypso ganske nemt forestille sig. Andet var som at kramme et skræmt pindsvind. Hun samlede ordene, rettede ryggen og dannede føringen til en ny og anderledes kulde. En kulde af lys for en gangs skyld:
"Hvad laver du ser her ved søen?" Det var et forsinket spørgsmål, der havde presset sig frem på et sent tidspunkt. Hun kastede sine grå øjne mod Hectors skikkelse. Afventende.

"Håber på at dø..." sukkede Hector og så ud over søens blanke vand, "Og kaste den her ud, min mor siger den har været min fars men jeg kan ikke få den til at virke" sukkede Hector og viste Calypso en pan-fløjte, som lignede guden Pans til perfektion, "Jeg ved ikke helt hvad jeg laver her vel.. må konklusionen fra din side vel være?" sagde Hector spørgende.
"Men hvad laver du da her?" han syntes ikke tit at han så piger ved søen, de opholdt sig mest tørre steder, eller trænede kamp tænkte han.