Nyt og spændende

Omgivelser: Nogle andre halvguder, men ellers ingen
Sted: Ja lige ved hovedindgangen
Tid: eftermiddag
Vejr: Solen skinner da

angelie stod nu på den ene side af indgangen. Ja den side hvor almindelige døde også kunne befinde sig. nervøst trippede hun let med fødderne, på grund af, at hun havde svært ved at sidde stille i længere tid af gangen. Men Angelie vidste ikke helt om hun skulle gå igennem porten, eller flygte over hav og bakker. Det var sådan an skræmmende oplysning at få at vide, man var et gudebarn, men efter et par minutter i åbenlys forvirring, tog hun sig endelig sammen. Satte den ene fod foran den anden, klemte begge øjne i, mens hun passerede igennem indgangen, uden nogen problemer. *Yes! Jeg gjorde det* tænkte hun stolt og åbnede nu øjnene, hvor hun nærmest tabte både næse og mund, af ren og skær iver efter at se alt det nye. En kentaur gik forbi hende, som om det var noget af det mest almindelige i verdenen, og hilste endda høfligt på Angelie. Hvad skulle hun dog gøre? hvor skulle man gå hen, og fortælle om sig selv. hun rystede halvt opgivende på hovedet af sig selv, og sin tåbelighed. "Jeg bliver her, indtil nogen fortæller mig hvad jeg skal gøre" mumlede hun stædigt, og lod sin skuldertaske falde til jorden, med et blødt bump.

Den stille eftermidadg blev afbrydt af en torden. En satyr løb hurtigt forbi indgangen hvor pigen stod og et hjerteligt grin lød oppep fra et af træerne. Et gyldent lyn lavede et mærke 5 meter væk fra pigen og en skikkelse hoppede ned fra et af de høje træer. " Jamen så må jeg hellere fortælle dig hvad du skal her " sagde en blid stemme, og man kunne tydeligt se i det blå/grønne øjne at hun havde moret sig. Hun bed sig lidt i læben og gik hen mod pigen. Denne pige var ny, men hun var helt sikkert en halvgud for ellers ville hun ikke kunne gå gennem den port. Skikkelse stoppede og stod nu i solen. Det gyldne hår hang ned af hendes skuldre og smilet var plantet på hendes læber. "Jeg er Catherin. Datter af Zeus og 20 år. Herskerinde over torden og lyn. " Sagde hun med en blid og evnlig stemme. Catherin var en af de piger som der blev beundret på denne lejer, det samme med Eirene hendes kusine. Der var også Aithan, hendse fætter. Det var et mysterie for alle hvem hans far eller mor var. Hendes smil forblev på hendes læber og det tog lidt tid før hun spurgte et simpelt spørgsmål. " Hvem er du så?" lød det fra hende og hun blev en smule mere alvorlig.

Angelie gispede lettere forskrækket, da først en satyr for forbi hende, og bagefter kom et lyn lidt for tæt på efter hendes mening. Et hvin undsap hendes læber, og hun hoppede et skridt tilbage, inden hun kiggede nysgerrigt op for at finde ud af hvem der havde snakket til hende. Angelie betragtede nysgerrigt den blonde pige der stod foran hende og lagde let, men stadig spørgende hovedet på skrå. "Jo tak.. For jeg aner virkelig ingenting om det her sted" sukkede hun i et halvt opgivende tonefald, inden hun lod en hånd glide igennem sit eget blonde hår. Et venligt og imødekommende smil kom dog hurtigt ver hendes læber, da pigen præsenterede sig som Catherin, og datter af Zeus.. imponeret udstødte Angelie en fløjtende lyd inden og tog en dyb indånding. "Jeg er Angelie Walentina.. Datter af Selene" sagde hun så og nikkede let med hovedet. Hun var ikke helt klar over om hun skulle fortælle sin evne, men valgte dog at gøre det alligevel. "Jeg kan se løgne i skygger badet i måneskin" tilføjede hun så og smilede let. Den evne ville nok ikke komme hende til meget hjælp her på stedet.. Og da slet ikke hvis alle var lige så kraftfulde som Catherin. Men Angelie havde heldigvis en anden ting, hun var god til af natur, og lang træning. "Og jeg er god med våben.."

Smilet formede sig om de blege læber og hendes øjne blev en smule fraværende. Catherin var den der nok havde de fleste humør svingninger her på denne lejer. " Vi skal finde din hytte, dit våben også skal du have dig en rustning og en hjelm " sagde hun hurtigt og tog så fat i Angelies hånd. Et smil formede sig om hendes læber igen, på det ansigt der forhen havde været alvorligt. LAngsomt begyndte hun at gå, mens hun fraværende hev Angelie med sig. En kentaur kom løbende forbi hende og Catherin nikkede lidt. " Godeftermiddag Hr.Burn" sagde hun smilende og grinte lidt. Så blev hendes blik rettet mod hytterne der ikke var så langt fra dem mere. De havde været skjult bag træerne.

Angelie fulgte halvt forvirret med Catherin. Ja det var faktisk ikke fordi hun rigtig havde nogen valgmulighed, da hun jo blev trukket afsted. ""En hva.. Og rustning" mumlede hun dumt, og kløede sig kort på kinden med den frie hånd, inden hun gloede ret så forfærdet op på kentauren, der åbenbart hed Hr. Burn. "det her er altså et mærkeligt sted.. Og hver er det med hold`?" spurgte hun endnu dummere end før, og kiggede hen mod de to hytter som de var på vej hen imod.

Catherin fniste lidt og stoppede så op, lidt foran hytten. " En rustning.. De ved et bryst skjold, så du ikke dør herude." Sagde hun og vente sig om mod Angelie. Et glimt formede i hendes øjne. Hun håbede faktisk at Angelie ville komme på det røde hold. " Du kommer enten på det blå hold, de mere rolige og tænksomme eller det røde: De agresive og mere voldelige." sagde hun hurtigt og vente sig så om mod hytterne. Hende gned hænderne sammen og slog dem så hårdt sammen, hvilket resulterede at et højt tordenskrald fik en masse halvguder til at skynde sig ud af hytterne. " Vi skal have fundet et hold til denne nye elev..! " råbte hun højt og en masse stirrede på Angelie og andre på Catherin. Det var sjældent at hun hentede de nye elever, men i dag havde hun taget sig sammen og gjort det.

Angelie nikkede langsomt for at vise at hun havde forstået hvad Catherin snakkede om. "Er du sådan en slags" Hun ledte lidt efter det rigtige ord, da hun ikke helt vidste hvordan man skulle kalde sådan en som hende. "..chef af en art" spurgte hun så til sidst, og hoppede forskrækket op i luften, da der endnu engang lød et tordenbrag. angelie skulede lettere skræmt hen mod Catherin. "Okay.. Advarsler er på sin plads nogle gange" Mumlede hun langsomt, men kunne dog ikke lade være med at fnise lidt over hvor effektivt det virkede. Nu stod en masse blå og røde mennesker foran Angelie, og hun gik ud fra de alle var ligesom hende. Faktisk vidste hun ikke selv hvilket hold hun ville komme på, da hun havde et voldsomt temperemant, men det var meget svært at bringe det frem. Genert vendte hun blikket mod sine fødder. Hun var slet ikke vant til al den opmærksomhed.

Catherin grinte lidt og lagde armen på Angelies skuldre. " Man kan godt kalde mig en chef, men det er Eirene også" hviskede hun smilende og kiggede hen på dem med det blå hjelme. Hun lukkede øjnene lidt og råbte så med en blid stemme. " Hvem vil have Angelie på deres hold? Datter af Selene !" råbte hun og åbnede øjnene. Et smil formede sig om hendes læber, men smilet nåede ikke hendes læber. Hele det blå hold havde deres hænder oppe. Hun trak lidt på den ene skulder og grinte så. " Det betyder at vi nu skal kæmpe med hinanden, når vi træner " sagde hun og skubbede Angelie blidt hen mod det blå hold. " Det er dine venner nu, men vi skal finde dig en rustning senere " sagde hun smilende og kiggede op på en mørk sky.

Angelie kunne ikke lade være med at skjule et skævt smil bag den ene hånd, mens hun kiggede på det blå hold. "Eh.. hvem er Eirene så lige" Mumlede hun endnu mere forvirret end før, og tog et par tøvende skridt hen mod det blå hold. Endnu engang røg hendes spørgende øjenbryn direkte i vejret, da alle prøvede at præsentere sig først, hvilket slet ikke gjorde hendes forvirring bedre, og hun gjorde hvad hun kunne for at hilse tilbage, inden hun vendte sig mod Catherin igen. "Kæmpe.. Uh.. det lyder spændende" sagde hun nu og man kunne se en glæde brede sig i hendes ansigt, da hun jo elskede at kæmpe. "Men jeg skal i hvert fald have noget polstring først" . Angelie vendte blikket op mod himlen, og opdagede til sin glæde og overraskelse at månen allerede var kommet frem. Hvilket betød hun ville kunne bruge sin evne.

Smilet formede sig om hendes læber og hun grinte lidt. En masse fra det blå hold smilte da de hørte navnet Eirene. " Hun er poseidons datter, min kusine. " sagde hun smilende og satte sig på hug. Hendes smil blev størrer da Angelie ville have sin rustning allerede. Hun rejste sig helt op og begyndte at gå forbi de to hytter. " Vi skal den her vej " Sagde hun og viftede fraværende med hånden. Hun følte sig en smule glad liegnu, men også sørgmodig. Hvornmår ville hun se sin mor eller far? Hun var opvokset her på lejren og derfor så folk op til hende. Hun havde klaret 20 år på denne lejrer.

angelie nikkede let, selvom det ikke hjalp meget til at vide hvem denne Eirene var. *det finder jeg vel ud af en dag* tænkte hun og skubbede hurtigt tanken væk, inden hun hastigt satte i småløb for at indhente Catherine, og gik i retning mod smeden sammen med hende. "Hvad laver man så her?" spurgte hun nysgerrigt, og hendes hoved, stirrede rundt til alle sider, for at få nået at se det hele. Lejren var egentlig ret stor, og hun skulle nok nå at fare vild et par gange her. "Kommer vi også til at møde vores forældre?" spurgte hun med et håbende udtryk i sine øjne, inden et stort smil kom over hendes læber. Det havde hun altid drømt om at få lov til. at se sin mor, på andet end en fjollet statue.

Catherin svarede automatisk, så hends blide stemme lød som en robots stemme. " Derinde finder du dit våben og din rustning. Men husk: Det er ikke dig der finder våbnet, men våbnet der finder dig " sagde hun blidt og prikkede Angelie på hendes pande. Hun smilte lidt, men det smil forsvandt hurtigt. " Nej vores forældre kommer vi ikke til at se. Det er forbudt." sagde hun hurtigt og en sørgmodig skygge gled ind over Catherins ellers så glade ansigt. Hun så skræmmende ud. Hun havde altid villet se sin far, men det ville hun aldrig komme til. Hun hørte nogen gange hans stemme i sit hovede, men hun ville aldrig se ham udover de statuer der var rejst af ham. " Det er en lov at guderne ikke må se deres børn " sagde hun stille og kiggede ned i jorden. Det gjorde ondt indeni at tale om det.

angelie, lod blikket glide hen mod smedjen. "Husk at våbnet vælger mig" gentog hun og skød let underlæben frem. Hvordan kunne man vide om våbnet havde valgt en eller ej. Det virkede meget forvirrende. Hun vendte så opmærksomheden tilbage mod Catherin, og kiggede forbløffet på hende, da hendes ansigt så meget anderledes ud nu. "Sikke en lortelov" mumlede hun for sig selv, og sparkede let til den ene sten, der lå i vejen for hendes gågang. Ville det sige, at det eneste hun ville vide om sin mor, var den mærkelige stemme der råbgivede hende engang imellem, når hun havde brug for det. Man kunne høre et let suk der kom fra hendes læber. "Det er der jo ikke noget at gøre ved så"

Catherin trak lidt på den ene skulder og en sort sky begyndte at følge hende, da hun begyndte at gå. Hun sukkede lidt og fortsatte sin gang som om der slet ikke skete noget. " Tag dig ikke af skyen, den følger mig bare når jeg er i sort humør " Hviskede hun og var på vej ind til smedjen. Hendes øjne var sørgmodige, men hun smilte stadig svagt. " Det er nemt nok, du føler at du ikke kan leve uden det våben og det er det eneste rigtige for dig " sagde hun og åbnede den store trædør indtil smeden. " MEn indtil da for du et midletitdigt våben " sagde hun og skød en besværet latter op.

Angelie kiggede sig dumt over skulderen, da Catherine nævnede det med skyen og hævede undrende det ene øjenbryn. "Hvor ironisk" mumlede hun. En sort sky til sort humør, virkede da meget normalt, eler gjorde det? hun blev egentlig lidt forvirret af det, men luntede så ind i smedjen, hvor hun kiggede lidt rundt efter langsværdene, som hun foretrak. "Et midlertidigt sværd" sagde hun og blev automatisk lidt gladere. Hun hoppede hen mod den fjerneste væg, og tog det første sværd ned fra den, efter at have studeret dem på afstand. "Jeg har her, mit midlertidige våben". angelie nikkede, og komme tilbage til catherine. "Jeg kender det godt.. Når jeg bliver i dårligt humør, slynger en masse skygger sig omkring mig, for at vise mig alle de sandheder, de har opsamlet i løbet af dagen, uden at det kan kontrolleres."

Catherin smilte lidt og grinte så. Hun havde det på en måde bedere. " Tak, jeg tror at du kan forstå mig " sagde hun stille og kiggede på sværdet. Klingen var smuk og skærftet var beklædt med sort læder. Det var en pragt eksemplar. Catherin trak sit eget sværd op. Det så ikke ud af meget, men i hendes hænder virkede det. KLingen var lavet af den selv samme smed der havde lavet hendes fars lyn. Skærftet var blødt, men lavet af læder. Hun grinte lidt og tog sværdet ned i skeden igen. " Det bliver fedt når du finder dit våbem " sagde hun smilende og grinte lidt.

angelie grinede let og nikkede. "Tja.. Det gør jeg måske.." svarede hun halvt tøvende, og svingede sværdet et par gange, i nogle cirkler for ligesom at prøve det i hånden. "Det går an.. Men et jeg ikke kan leve uden vil helt klart være at foretrække" tilføjede hun så med et skævt smil, og spændte det fast om livet, inden hun vendte blikket mod Catherins sværd. Angelie spærrede faktisk øjnene helt op ved synet af det. "Uuh.. fiiin" peb hun og fløjtede anerkendende, mens hun blev helt misundelig ved synet af det. "Men næste gang du vælger at kaste lyn for mine fødder, vil jeg gerne advares" tilføjede hun så muntert og nikkede lidt. Det havde virkelig fået hende på dupperne, sådan næsten at være blevet grillet.

Catherin grinte lidt og nikkede så. " Helt klart, den er skrevet ned. Husk at advarer Angelie næste gang jeg vil lege med lyn " sagde hun grinende og jørte en hånd gennem sit blonde hår. Der var ikke mange der troede at Catherin faktisk var 20 år gammel, men hun havde jo levet på lejeren i 19 år. " Jeg blev taget fra min mor da jeg var 1, og jeg fandt mit sværd her for ter år siden " sagde hun smilende, men smilet nåede ikke hendes øjne. Hun grinte et besværet grin og kiggedde ned på sine fødder.