Forsvind i små... SALVIE!! (Cath)

Tid: Mmm, nok omkring middag.
Sted: Midt på pladsen.
Vejr: Smukt og skyfrit.
Omgivelser: Et par stykker som er på vej væk.
___

Sophia rakte tunge til de hovmodige blå-sladretanter, og svang fraværende lidt med sit sværd. De piger kunne virkelig være onde, og modbydelige... Uden at hun rigtigt havde opdaget det, strammede hun så hårdt om sværdets skæfte, at hendes knoer var hvide. Hun mærkede den svage vrede blusse op i hende, og tanken... kom bare ligesom til hende. Hun ville jo have givet dem tæsk inden de havde nået at opdage noget. Men så forsvandt det hævngærrige smil med det samme, og hendes øjenbryn løftede sig helt op i panden. Den lille plante, nede i sandet... var det salvie? Hun elskede bare den lille blomst! Duften, synet...

Lyden af sværdet der blev svunget i luften, var det eneste man kunne høre. Hendes greb var strammet om sværdets skærft og hun sad stille oppe på træets gren. Hendes blik var limet til de blå tøser og den fra det røde hold. Et smil formede sig om hendes læber og hurtigt sprang hun ned fra grenen. Hendes blik gled roligt over på det blå tøser, som gispede. Alle kendte hendes, ikke hendes navn men hendes far. Et nyt smil formede sig om hendes læber. Det var sådan alle troede hun var, en lille pige der lignede sin far. Det var alt det hun ikke var.. Hendes smil forsvandt og blikket gled over på pigen, der gloede på en blomst? De blå/grønne øjne kiggede på blomsten og hendes mund formede sig i et lille smil. Salvie.. Den blomst var skrøbelig, men smuk. Hendes øjne var på pigen igen, men hun sagde ikke noget. Catherin stod bare der og svang sværdet lidt, mens hendes blik var som limet fast til det smukke sværd. Hun smilte lidt, et ægte smil. Dette sværd var hendes bedste og det var sværdet der havde valgt hende.

Sophia var utrolig ked af at hun ikke havde fundet sit 'eget' sværd endnu. Der var bare ikke nogle som valgte hende, mod alt hendes prøven. Hun havde ledt, og ledt i hele smedjen, men intet sværd.. Måske passede hun bare ikke til sværd, måske var hun bare en... jæger. Dømt til at skyde med pil resten af sit liv. Så så hun op, og smilede svagt, men alligevel med en masse underdanighed, til den unge kvinde foran sig. Alle viste hvem hun var, men det var ganske få som ikke kendte hende som 'Zeus datter - pigen som er utrolig god på Træningsbanen, og som bruger sin evne uden nåde'. Tja, personligt viste Sophia at der var en hel masse venlighed ved Catherin. Ikke fordi hun havde snakket med hende eller noget i den kort tid hun havde været der, men måske fordi hun næsten altid var i nærheden af hende. Hun viste ikke selv hvorfor.

Smilet formede sig om hendes læber og hun hævede sævrdet højt, hvorefter hun lød det flyve gennem lufte. Det skar igennem luften og spidsen stoppede ved pigens hhals. " Tør du slås mod en fra dit eget hold, forfølger?" spurgte hun drillende og grinte lidt. Catherin havde godt lagt mærke til at denne pige altid var i nærheden af hende, ikke fordi det irriterede hende men nogle gange blev hun distraheret af hende. Den drillende tone hang i luften efter hendes stemme var forsvundet. En stor sort sky fløj langsomt ind over dem og truede med torden. Et lykkeligt smil formede sig om hende læber. Det var rart med lidt torden.

Sophia viste det åbenlyst at hun havde stor tiltro til denne halvgud, med denne utrolig store fader. Hun viste det heeelt åbenlyst. "Jeg er stor fan, stor fan. Det er nok derfor, men jeg er sgu noget af en forfølger, det ved du da? Jægere er betragtere, og så handler de." Hun kendte efterhånden ret mange af Catherins tricks og viste hvad hun skulle gøre nu, men viste alligevel at hun var utrolig ... hun viste godt hvem vinderen ville blive. "Tja, vi kunne vel godt, men jeg vil miste mine dejlige øjenbryn, og jeg elsker altså de øjenbryn," grinede hun. Men aligevel elskede hun at få bekraftet mistanken om at Catherin faktisk var stærk. Så var et par forbrændte øjenbryn en smal sag at klare.

Masken blev ikke ødelagt, men efter at Sophia havde fyret sin 'joke' af så flækkede hun af grin. Hun holdte sig for munden for at skjule sit grin og sværdet var landet på græsset. Nogle folk stirrede på dem, men Catherin ignorede dem. De kunne tro hvad de ville for hun måtte lige hvad hun ville også selvom hun ikke måtte. Hun stoppede endelig med at grine og kiggede på tordenskyen. " Det kunne ellers havde været sjovt at afprøve min evne " sagde hun stille med et skuldertræk og skyen blev hurtigt hvid igen, og det så sle t ikke ud som om at den havde været en stor tordensky før. Hun fniste lidt og tog hurtigt sværdet ned i dets skede. " Skal vi snakke ?" spurgte hun med en blid stemme og smilet på hendes læber var varme, en smule kærlige.

Sophia slog en behagelig kluklatter op, som mest af alt lød som en rislene bæk. "Tja, det kan vi godt, Åh du, Zeus' datter." Hun sendte hende et drillende smil, og satte sig på en af bænkene tæt på pladsen. Hun sukkede, og lænede sig bagover, som om hun havde tumlet hele dagen. Tjo, det havde hun jo faktisk også, hun havde næsten fanget den lille, hvide ulveunge. Det var bare et latterligt vædemål, men hun var utrolig nysgerig. Albino dyr intresserede hende.

SMilet forsvandt hurtigt fra Catherins læber da sætningen blev sagt. Oh du, Zeus datter.. Den sætning havde hun hørt meget, og den på virkede hende stadig en smule. Hendes far var den hårdeste af alle guderne og også den øverste. Hendes venlige smil vendte tilbage på hendes læber, men det nåede ikke hendes øjne. " Ja, Zeus datter.. Det er store forventninger til mig.. Jeg har ikke engang set verdenen udenfor lejren her. " sagd ehun stille og mærkede en klump i sin hals og mave. Det var irriterende at hun ikke havde set sin mor, men hun vidste at hun stadig levede.

Sophia så på hende igennem en lok af det røde hår, og rejste sig så op, og så på hende med rynkede bryn. "Åh, undskyld. Det viste jeg ikke..." Sophia viste hvordan det var. Da hun var 5 var hendes far død, og hun var blevet opdaget på et Artemiskloster. Og da hun fyldt 10 blev hun hentet til Lejeren. Men hun havde dog fået lov til at tage tilbage til klosteret for at få opfyldt den ceramoni, som gjorde piger til kvinder. Det skulle en af Artemis' præstinder have foretaget. Men ingen havde overværet den, da hun ikke havde noget familie.

Smilet forsvandt da hun mindedes det om hendes mor hun nu kunne huske. Hun var 1 år da hun var hjemme. Et lille sørgmodigt smil formede sig om hendes læber. Hvordan nmon det ville være at være en almindelig pige, med normale forældre?

Smilet formede sig om den smukke kvindens ansigt. Hends øjne var grønne som græsset og en lille og skrøbelig baby lå i hendse arme. Barnet blev vugget frem og tilbage. Et skrig hørtes gennem den stille stue og en mand med brunt skæg og brunt hår kom løbende ind i stuen. Han havde ikke normalt tøj på, men en skjold rustning. Den var lavet af jern, men lyste som guld. Den lille baby blev rolig igen og åbnede de små øjne. De korte arme rakte ud efter manden og han tog hende op i sine arme. Der lå hun godt og han plantede et kys midt i hendes lille pande. Pigen blev rakt over til damen igen. " Pas godt på hendes, Arianna. Hun er vores lille Catherin." hviskede manden også forsvandt han i et lyst. Tårene trillede ned af kvindens kinder og hun kyssede hulkende den lille piges pande. " Din far elsker dig, Catherin. Zeus elsker sin datter højt " hviskede hun stille.

Virkeligheden ramte Catherin som en mur og hun stoppede op. Var det det eneste hun kunne huske. Hendes stemme var hende ikke tro mere, og hun vidste at vis hun nu begyndte at tale så ville hendes stemme knække over. En lille tåre kunne skimtes i hendse øjenkrog, men den forsvandt hurtigt da hun tørrede den væk med bagsiden af sin hånd.Den anden hånd kørte gennem det blonde hår, mens Catherin prøvede at komme sig over sit flaschback.

Det det gik op for Sophia hvad der skete for Catherine, var den første følelse sjovt nok jalousi. Hun var utrolig ked af at hun endnu ikke kunne huske noget som helst om sin mor. Præstinderne sagde at det ville komme, men Sophia viste at det sikkert aldrig ville ske. Hendes mors minde var tabt - forevigt. Hun lagde blidt sin hånd oven på Catherins, og smilede opmuntrene. "Bare rolig. Det går jo nok, skal du se."

En sort skygge lagde sig over Catherin og hun fnøs lidt, det var den pige som alle troede var Zeus datter. Det var den onde side af hende. Hvergang hun blev trist eller sur overtog hendes vrede hende bare. Et tordenbrag hørtes på banen og nogle af lærerne kiggede rundt efter faren. Hvem der udgjorde denne farer. " DEt skal det nok, når jeg for taget min hævn " hvislede hun med en stemme der var kold som is og hård som sten. Et lyn slog ned for enden af banen, men ingen blev ramt. Catherin prøvede at styrer sin vrede, men den var også blandet med sorg. sorgen over at hun ikke havde mødt sin mor og hun ikke måtte se nogen af sine forældre. " Jeg skal nok få hævn over denne lejrer på et tidspunkt " sagde hun en smule højere og hendes øjne lynede. Det var sådan folk troede Catherin rigtigt var, sådan skulel Zeus datter være men det var ikke sådan hun rigtig var. Det var kun når hun var vred eller trist.

Det tog kun Sophia et par nanosekunder at forstå Cath, og at komme over forskrækkelsen som kom fra lynene. Hun kunne mærke sine hænder dirre af lyden, af de frygtelige lyn. Pludselig flakkede hendes blik, og hun fangede hurtigt et minde i sin forvirring... Hun pressede pludselig hårdt om Catherins hånd, og hendes stemme var indtrængene, og ikke længere 'den søde lille tumle-pige'. "Cath, få styr på dig selv. Din far ville ikke ønske det sådan." Hun arbejdede hårdt med sig selv i et par sekunder, for ikke at se på det uhyggelige minde som kom frem for hendes syn. Hun skubbede lugten af brændt træ væk, og lyden af torden.

Catherin bed sig hårdt i læebn og lukkede øjnene i, mens hun hele tiden mumlede " Tag dig sammen " Skyen forsvandt ligeså langsomt og endelig turde hun åbne øjnene igen. De blå/grønne øjne hvilede på Sophia, og hun vidste godt hvad der var sket i hendes barndom. Det var hendse far, Zeus der havde brændt en skov ned eller noget i den stil. Hun sukkede lidt og lynene forsvandt. Lærerene løb stadig rundt og nogle paniskslagende elever løb rundt. " Undskyld " mumlede hun og tårene begyndte at trille ned af hendes kinder. Hun var jo et farligt våben.

Sophia lænede sig ind over hende, og tog hende i armene, i et beroligene, blidt knus. "Tag det ikke så tungt Cath, okay? Du er fantastisk. Ingen kan så dig." Hun smilede svagt, men var bare slet ikke sikker på hvad hun kunne sige til hende. Hun var faktisk ret bange for hende... Njar, det var nok bare lynene. Det var dem der havde brændt skoven ned... Nej, hun havde lovet sig selv at hun ikke ville tænke på det. Især ikke luften af brændt kø... Hun nev sig selv hårdt i armen, så hun kunne fokusere på smerten, og ikke minderne. Hun gav et lille overasket hulk fra sig. Det havde gjort lidt mere ondt end beregnet.

Catherin bed sig i læben og krammede blidt Sophia tilbage. " Soph, tænk ikke på det. Jeg er farlig, jeg er et våben. Der kanm skade dem jeg elsker " hviskede hun stille og slap sin læbe. Det var det stemmen altid sagde til hende, når hun blev sur eller ikke kunne kontrolere lynene. Hun sukkede lidt og gav slip på Soph. Hun bed sig i læben og kiggede på sine fødder, men tårer i øjnene.

Sophia så stadig på hende med blanke øjne, og klappede hende så akavet på håret, og hendes hende et opmuntrende smil. "årh, se ikke sådan på det. Jeg er født til at dræbe. Jeg er en jæge, for hades! Men jeg er venner med dyrene, jeg jager dem ikke. Det er viljen og den gode mening Cath. Tænk på det." Hun smilede opmuntrende til hende, og lagde sine hænder i skødet. Hun trøstede ikke folk så tit, men hun ville gerne. Hun var venlig af natur.

Catherin kiggede ned og smilte ikke. Hendes tanker var et helt andet sted. Der var så mange mennesker der havde en gud som far eller mor, men der var kun få der var farlige. De mest farlige var dem der ikke kunne styrer deres evner endnu. Et suk forlod hendes læber og hun kiggede på Sophia med et smil der ikke nåede hednes øjne. " Vi klarer det her på et eller andet sted " hviskede hun med en stemme der knækkede over.

Sophia viste ikke hvordan kun skulle opmuntre hende, så hun klappede hende bare smilende på hovedet. "Årh, rolig nu. Du er bare ligesom os andre, bare med en utrolig smuk evne." Hun ville ikke lyve og sige at hun syntes lyn var det smukkeste, men hun syntes altså at lyn var noget af det smukkeste. Skønhed skabt af natu... en gud ^^

Catherin smilte lidt og pillede ved sine bukser. Der var revner overalt på dem, efter alle hendes kampe men hun tog sig ikke af det. Hendes blik var fasgjort til hendes sko, der lignede noget bras. Selvom alle troede at Catherin ville gå i rent tøj og noget der var overfint, så gik hun i det hun nu fandt mest behageligt. Et suk forlod hendes læber og hun trak lidt på den ene skulder. " En smuk evne, der er et mordvåben " sagde hun stille og lod blikket glide op på himlen.

Sophia selv, havde fuldstændig bare tæer. Hun hadede at have sko på, de hæmmede hende bare. Så sukkede hun, og så op på Catherin igen. "Helt ærligt, tag dig sammen! Hvis der er nogle her der er en morder, så er det da min evne! Det er det eneste min bruges til - at jage!"

Catherin kiggede på hende, med en smule mere selvtillid. " Folk ser jo heller ikke på en efter ens evne.. Mere ens væremåde. " hendes stemme lød mere varm og selvsikker. HEnde smil kom tilbage på hendes læber og hun blev mere glad. Sophia var god til at opmuntre hende, selvom der var så mange år mellem dem.

"Se, endelig har du fattet det gamle," grinede hun, og klappede hende på hånden, med et drillende smil. Hun følte sig godt tilpads sammen med Cath, også selvom hun var sådan en farlig modstander. Man kunne også næsten mærke hendes guddommelige stråleglans, hun havde arvet fra sin far. Ham som havde skabt alt.